Jul & nytår er traditionernes tid - og således skulle der også være nytårsgalla i fiskeriets tegn derovre i det østjyske endnu en gang! Pilemor havde igen givet sin velsignelse til de 2 skællede webredaktører, så den gamle mose var tilgængelig for fiskeri og festivitas! Mon predatorerne i det kolde vand var med på en omgang "same procedure as last year"?
"Jeg er ligeglad med, hvad din far hedder ... du skal ikke gå der, hvor jeg fisker!".
Der var godt med vand i mosen, så bådebroen var ligesom flere af de andre sædvanlige pladser for stangholderne oversvømmet. Men med lidt snilde kunne der stadig kastes til de kendte spots.
Vejrudsigternes truende vedvarende regn så heldigvis ud til at udeblive fra sessionen i Eastern Highlands. Den gamle skov omkring mosen bar allerede præg af en rigtig våd vinter. Der var dog masser af liv i krattet og luften: Vi hørte og så flere gange kredsende rovfugle (musvåger?), der nok var uenige om førsteretten til dyrekøllen, der var lagt frem som lokkemad nogle hundrede meter fra mosen af en fuglefotograf. En lille gruppe rådyr svømmede senere gennem mosen udenfor synsvidde (dog med en del plasken), og de kom derefter travende i knæhøjt vand igennem krattet små 30-40 meter fra os! Smukt! Og var det ikke isfuglen, vi også kunne høre "skrige" et stykke væk? Sidst på eftermiddagen begyndte også en ugle at give sig til kende i skumringen! Pilemors Mose var igen en herlig kilde til sanseoplevelser i den danske natur!
Så manglede vi næsten bare at finde vinterfriske væsner under vandoverfladen? Kasper havde forsøgt at skaffe en spandfuld levende agnfisk, men forholdene var svære - og det blev blot til en håndfuld mindre skaller, aborre og hork. Til gengæld manglede der ikke frosne agn i den unge Hr. Strubes oppakning - så forventningerne kunne godt varmes op!
Pausefiskerens trofaste baitrunner-hjul fra Shimano var spændt op til fight. Vinden drev i løbet af formiddagen tynde isflager ind mod bredden, men de splintrede let, når vi spolede flåd og agnfisk ind til eftersyn.
Formiddagens fiskeri var yderst stille - for de fleste. For pludselig var der en skygge i en udhængende gren ikke langt fra webredaktørernes headquarter. Skyggen kastede sig i vandet - og skød hurtigt op på grenen igen. Med fangstsucces? Isfuglen sad kort i grå silhuet - men fløj så hastigt hen over mosen med et par glimt af metallisk blå!
Pausefiskerens motorik og fotoudstyr kan slet ikke fange den fortryllende isfugl - så dette fremragende foto af Alcedo atthis er venligst stillet til rådighed af Dennis Jacobsen - se flere eksempler på hans fremragende fuglefotografier påInstagram:@dennisjacobsendkeller på YouTube: https://www.youtube.com/c/dennisjacobsenphotography
Mens fiskeriet inden gallamiddagen ikke var prangende, så var der som vanligt lagt i kakkelovnen til en omgang røverhistorier og hygge! Mens gasblusset sørgede for at få den nødvendige, klassiske Mulligatawny Soup til at boble, så fik ikke mindst Kaspers nye fortællinger fra den nyligt gennemførte fiskeferie på Kap Verde også varmen frem! Du kan læse mere om dette eksotiske eventyr på FiskeFoto.dk! Følg evt. linket: Lystfiskeri på Kap Verde 2023
Mr. Winterbottom og Admiral von Schneider? Der var rigeligt med Mulligatawny-suppe til de gæve stangsvingere - Pausefiskeren havde pakket en feltration på ca. 800 gram pr mand af den hjemmegjorte suppe - og selv om det stadig ikke er helt korrekt ifølge Miss Sophie og 90-års-fødselsdagen, så blev det igen en portvin, der blev nydt til suppen! Skål og godt nytår!
Den omfangsrige portion suppe var ikke helt faldet på plads endnu, da Pausefiskeren valgte at flytte sin ene stang fra en af de helt oplagte spots tæt på headquarter. Ved en lille bugt ikke så langt væk havde der været ro hele formiddagen. Og for nogle år siden havde spottet vel egentligt også givet en fisk? Optimistisk blev en 25 cm optøet regnbueørred sat på det dobbelte krogsæt. Og flåd med rig blev sendt ud i bugten tæt op af rørskoven, så flåddet var synligt fra headquarter.
Der gik ikke 5 minutter fra Pausefiskeren var tilbage, så gjorde Kasper opmærksom på, at flåddet bevægede sig ud i mosen. Om Pausefiskerens agnfisk var levende og kunne trække med flåddet? Næh! Og så forsvandt det helt! Pausefiskeren glemte alt om sin fyldte vom og fik sat tempo på alle julens ekstra kilo i let trav mod den lille bugt!
Baitrunner-hjulet summede blidt og gav line, da Pausefiskeren nåede frem. Forsigtig opstramning - modstand? 2 modhug for at sætte krogene. Først der kom tanken om, at det just ikke var en helt lille agnfisk på krogsættet - skulle man have ventet med tilslaget? Der var tung modstand - men umiddelbart ikke noget udløb. Et hovedryst? Eller var det bare den optøede regnbueørred, der svingede rundt ved indspinning? Pausefiskeren var ved at opgive håbet om fisk, da en mørk ryg viste sig i overfladen, da indspinningen nåede rørskoven og lavere vand. Lidt hvirvler i overfladen. Et lille udløb. Et par mindre cirkler omkring vissen siv og grene fra krattet - og rovfisken kunne presses ind på så lavt vand, at Kasper kunne nette den (uden at få vand i de korte gummistøvler!). En lækker fisk lå nu i fangstnettet - og havde spyttet krogsættet ud under landingen!
Endnu en gang en ære at fange en af mosens stolte mørkegrønne krigere med guld-camouflage!
En veltilfreds Pausefisker med 2023's sidste fangst - altid en fornøjelse når en ny taktik giver bonus på en fiskemæssigt stille dag.
En hurtig omgang målen og vejen og så afsted med dig ud og jage skaller i mosen igen! Årets sidste predator kunne præstere 79 cm og 3,540 kilo.
Tak til Pilemor for lån af pragtfuld natur - og til Kasper for endnu en forrygende omgang skællet samvær med stang og snøre. Du tager helt sikkert revanche for dagens manglende fangst på hjemmebane i det nye år! Og ja, i 2024 må der da også gerne blive plads til endnu en omgang Nytårsgalla-fiskeri ...
Supplerende fotos © FiskeFoto.dk