På tur med Pausefiskeren - 10.08.2022: Thorsminde Havn featuring FiskeFoto.dk

Det er ikke en tradition endnu - men for andet år i streg lokkede østjyden fra FiskeFoto.dk vestjyden fra Pausefiskeren.dk ud på den alleryderste Vestkyst - for at fange den danske mini-tun! 
 
Men var der mon overhovedet makrel ved Thorsminde? Der havde jo ikke rigtigt været østenvind i længe!
 
Indsejlingen til Thorsminde Havn
Der var ikke meget gang i den omkring havnen, da vi påbegyndte fiskeriet omkring kl. 19. Men efter et kvarters tid fik vi tiltusket os et par bedre pladser på den kunstige klippekyst. I tilpas god tid inden resten af Vestjylland kom til kysten for at fange makrel! Og forhåbentligt i tilpas god tid til selv at få kontak til de hidsige fightere! Mellem 20 og 21, sagde Kasper, så sker det!
 
FiskeFoto.dk in action - makrelfight!
Kasper kom bedst fra start - på sin yderlige position længst mod England og med lidt tungere blink kunne han nå ud til det, som vi håbede på, var fortroppen til stimen, der snart ville besøge molekanterne!
 
Friskfanget makrel til Kasper
5-6 velfightende makreller blev det til Kasper, inden Pausefiskeren rigtigt følte behovet for at skifte over til et tungere blink. 
 
Pausefiskeren kan endeligt kaste ud til stimen
Og BUMMELUM! Sessionens første mini-tun til Pausefiskeren. 
 
Livlig makrel på blink
Og så var der hul på bylden! Fightvillige makrel til alle! 
 
Makrel på næsten 40 cm
Velvoksne fisk - ikke en under mindstemålet på 30 cm! Og rigtig mange omkring 37-40 cm
 
Seks til Kasper fra FiskeFoto.dk
Full house! Sa var der seks til Kasper! Pausefiskeren var glad for have reduceret antallet af ophængere til 2 - for selv med "kun" 2 eller 3 fisk på krogene, så var landingen ikke uden udfordringer med bølgeskvulp og norsk granit i uberegnelige mønstre! Og Pausefiskerens spinnestang, den fine Shimano Speedmaster, var nok ikke bygget til Vestkystens "kran-din-makrel-op-på-molen-fiskeri"! Men den klarede overraskende godt 3 makreller omkring et pund hver! Og den ene gang, hvor 3 makrel for alvor ville lege skjul under klipperne, klatrede Kasper velvilligt ned i havets brusen for at løsne det grove forfang. Han er og bliver en sand gentleman! 

Camofarver på makrellens ryg
Mon Pausefiskeren ramte en ny PR-makrel på sessionen? Der var nok flere fisk omkring de 40 cm - men i den store fight-og-fanger-glæde, blev det ikke rigtigt noteret - så de 39 cm fra 2021 står stadig! 

Fotodokumentation af de hjemtagne makrel
Pragtfuld scenarie, der skal foreviges! Så blev det tid til en kølig Sort Guld, mens Kasper igen viser sig som den erfarne filetskærer! Heldigvis genudsatte vi mere eller mindre frivilligt nogle fisk. Det kan være svært at stoppe "blodrusen" i tide, men det lykkedes denne gang! 

Solnedgang ved Thorsminde Havn
Igen viste Moder Sol sig fra sin romantiske side oven på fiskeslim og sprøjtende fiskeblod! Vestjylland sagde "Godnat!" med manér!
 
 
 Supplerende fotos © FiskeFoto.dk
 
pausefisk flåd prop
Store oplevelser med små fisk? Pausefiskeren.dk