Sæsonstart på Zone 1 - den yderste af de 3 zoner, som Ringkøbing og Omegns Sportsfiskerforening har fiskeret på. Det skal fejres!
Premieren var dobbelt op - for det var Pausefiskerens første fodspor på det genslyngede åstykke mellem jernbanen øst for og dambruget vest for Holstebrovej.
Broer! Herlige fiskespots, der ofte kan levere fangster. Landevejsbroen blev befisket med både Rapala-wobler og Mepps-spinner. Men ingen sultne fedtfinner ved strømkanterne eller i mørket under vejen.
Et stykke af den genslyngede å mellem jernbanen og landevejen. For knap 2 år siden løb Hover Å bare i en næsten lige kanal. Det bliver rigtig godt, når Moder Natur får sat sit eget præg på det prægtige arbejde maskinerne har gjort.
En varde markerer ... måske et monument for det gode naturprojekt vedr. genslyngningen ... eller bare en vejmarkør til "Pausefiskerens Hvile"?
For pause, det holder Pausefiskeren ikke så overraskende af. Den varme kaffe holder liv i kroppen, mens hagl- og sludbyger langsomt trækker væk.
... det kan godt være sæsonen er frisk ... men det var den Snickers i bunden af fiskerygsækken ikke ...
Ikke det mindtste nøk til agnen i løbet at de ca. 2 1/2 times fiskeri - men mon ikke der findes gyldne ørreder for enden af regnbuen ... på næste tur!