På tur med Pausefiskeren - 07.02.2018: Hover Å

En lun solstråle rammer Pausefiskeren i nakken omkring fyraften - mon ikke der kunne klemmes en lille times hyggefiskeri på åens Zone 1 ud af dagens sidste lyse timer? Efter den seneste periodes omfattende minus-temperaturer ville den uventede mildhed i vejret og en lille klase kompostorm vel kunne overraske en fedtfinne eller 2?
 
hover å
Drama i grøftekanten! Frosten havde åbenbart været rigtig slem - ikke mindst for denne fiskehejre - der formodentligt er en unge fra sidste års kuld.
 
hover å
Solen kæmpede bravt for at forskønne den sene eftermiddag - og kompostormene vred sig lystigt da låget poppes af bøtten. 4 drev rundt i svinget nedstrøms jernbanebroen styret fra nordsiden af åen og flåddet er justeret.
 
hover å
5. drev gennem svinget sættes i gang fra sydsiden af åen - men hurtigt stoppede flåddet og blev trukket langsomt ned. Sad krogen i grøden? Forsigtigt tilslag - og umiddelbar respons i stangtoppen! En viril og velnæret bækørred i junior-størrelse dansede rundt om sig selv - og i 3. forsøg omsluttes den plettede skønhed af det knudeløse net. Pragtfuld! Årets første fisk noteret - det hurtige målebånd siger 31 cm. Og så ud i den kølige strøm igen med den - vi skal jo passe godt på den sårbare bækørredbestand!
prop
Store oplevelser med små fisk? Pausefiskeren.dk