03.09.2023 - Vonåen

En aflyst pighvartur gav pludselig mulighed for at svinge forbi havnen i Ringkøbing - som stadig står højt på årets bucketliste for flyderings-sessioner.
 
Blæsten - og en tysk fisketurists beretning om begrænset fangst i løbet af morgenen - fik dog igen sendt Toyota'en på en alternativ rute.
 
Vonåen har før vist sig fra sin gode side, når vinden drillede på andre spots. Og måske der både var tid og strømretning til at nå ned i Grisehalen og lege med popperen? Ohlala!
 
Pausefiskeren klargør Savage Gear High Rider 170
Klargøring af det store badedyr! High Rider'en blev søsat ved Engbroen - og almindeligvis kan Pausefiskeren varme op med en håndfuld fisk i området opstrøms broen. Men denne dag var det faktisk 2 udfordringer: 1) Strømretningen gik "den forkerte vej" (hvilket formodentligt sker nogle gange i kombinationen af vindretning, vindstyrke, vandstand i fjorden og om slusen i Hvide Sande er lidt eller meget åben) og 2) Ingen liv overhovedet på denne strækning!
 
Vestjysk aborre på tysk gummi
Det tog lige et par hundrede meter "nedstrøms" at finde den første kontakt - og den blev hængende. Erindringen om gode fangster på LMAB's Finesse Filet på den historisk-hyggelige "Expedition Vonå River Drifting" fik igen det flade stykke gummi til at være favoritten til dropshot-rigget på Savage Gear Dropshot-stangen.  
 
Perca fluviatilis - kroget på LMAB Finesse Filet
De stribede røvere var periodisk på jagt derude i kanalen. Hvad de ikke altid havde i størrelse, havde de fleste i naturlig skønhed!
 
Aborre ved Vonå Engbo og Madpakkehus
Herlig vestjysk fisk!
 
Finesse Filet lokker endnu en stribet bandit
En lidt brugt kriger - frisuren er lidt i uorden, men livsviljen fejlede bestemt ikke noget! Længden på vej mod de 25 cm - det betød også noget sådan en dag, hvor der efterhånden var god frekvens på huggene - men knap så mange gram på sidebenene af de stribede banditter!
 
Strømforholdene gjorde det muligt at nå frem til Grisehalen - også selvom strømretningen krævede lidt mere brug af svømmefødder end ved tidligere togter (og der vart fortsat håb om også at kunne komme tilbage til Engbroen igen, hvis strømmen ikke skiftede!).
 
Lille popper - lille aborre
Succesen med popperfiskeriet på Nybyggersøen havde fået Pausefiskeren til at investere i en lidt mindre model af den Gunki Hedorah, der fik både fin aborre og rigtig fin gedde på sidste flyderings-session. Og der skulle heller ikke gå mere end halvvejen rundt i Grisehalen, før den blev indviet! Hedorah 43F kunne også snyde et sæt striber! Ikke meget over 12-13 cm - men det var en popper-fisk!
 
Det blev desværre den eneste fisk på popper i den meget lavvande bugt. Grøden stod højt - så en flydene gummifrø havde nok været det helt rigtige våben. 
 
Stribet røver fra kanalen mellem de 2 fjorde - Vonåen
Strømmen gik fortsat "den forkerte vej", så ruten retur til Engbroen var overraskende behagelig let. Pausefiskeren valgte at gå tilbage til dropshot-grejet. En usædvanlig "gul-finnet" aborre huggede helt inde ved rørskoven.
 
 
PS: Ingen grund til at kommentere på, at Pausefiskerens langemand er udstyret med plaster på ovenstående foto. Man kan blot konstatere, at det er godt at kende Dr. Hook (a.k.a. 2up fra ROS), når noget ædelt japansk metal pludselig sidder et uhensigtsmæssigt sted! Plasteret dækkede fint udfordringen inden besøget hos Dr. Hook. For der var jo 1,5 times fiskeri hjem igen - det kunne man jo ikke springe over. 
 
Aborre på gummi - Vestjylland
Meget sultne røvere dukkede op med mellemrum - frekvensen af angreb dalede dog lidt på hjemvejen.
 
Dagens sidste aborre fra flyderingen
Sessionens sidste Perca fluviatilis - Pausefiskeren nåede ikke meget over de 23-24 cm på max-fisken, men til gengæld passerede statistikken de 30 fisk til afkrogning. Fornøjelig "sensommer-underholdning" - som måske skal i kalenderen igen, når vandet faktisk bliver mere efterårsagtigt?
 
prop
 
 
Store oplevelser med små fisk? Pausefiskeren.dk