Pausefiskeren har via sin lokale sportsfiskerforening en lille andel i det rekreative projekt "Spangen" ved Engbroen over Vonåen.
Madpakkehus med grillplads, gangbro og toiletforhold lige på kanten af kanalen mellem de 2 fjorde - det lyder da prægtigt for en vestjysk naturelsker! Og når man så en tilfældig lørdag ville på søndagstur ud og kigge til status for byggeriet - så kunne drop-shot-stangen da lige luftes - for efter 4 sessioner uden fisk på krogen var der i den grad brug for lidt skællet medvind og fiskeslim på fingrene!
På stolper af robinia vokser byggeriet op af den sumpede eng. Det har sgu' potentiale til at blive et dejligt samlingspunkt for lystsejlere, lystfiskere, kano- og kajakroere ... og andet godfolk, der vil ud og være i den vestjyske natur!
Den "hurtige inspektion" af byggeriet skulle da rundes af med at bade lidt gummidyr - for at høre de stribede til deres mening om projektet. DROP9'eren blev straks taget af en tilfreds aborre lige under de 30 cm!
Gummiet fra High 5 Lures blev igen og igen angrebet i det brune dyb. Der var en herlig stime aborrer på træk omkring broen.
Selv om Pausefiskeren gerne vi prøve at ryge et par aborrefiletter i sin primitive rygeovn, blev de stribede banditter også genudsat denne gang ...
Små og mellemstore tyksakke huggede vildt og kontant på drop-shot-rigget. UL-hyggefiskeri når det er bedst!
Lodret portræt af en prægtig fisk lige over de 30 cm - respekt for de kampstærke fisk!
På omkring 45 minutter hilste 13-14 fine sæt striber på - med de fleste omkring 27-30 cm. Tilpas komprimeret lykkefølelse!