Tekst og foto © Christian Flinker & Nikolaj Korsholm.
Den følgende fortælling er samlet af blog-indlæg fra Sportsfiskeren.dk af Pausefiskeren med tilladelse af forfatterne.
En fisketur på 4 måneder? En drøm – uopnåelig for de fleste lystfiskere? Men Christian og Nikolaj er ikke helt som de fleste! Læs deres beretning og følg dem her på deres fantastiske eventyr rundt i New Zealand vinteren 2012-2013.
Efter en lang lang flytur ankom vi sikkert til New Zealand, og da det værste jetlag var sovet væk, så tog vi på jagt efter et køretøj i sydøens største by, Christchurch.
Det tog ikke lang tid, før vi fandt en fin bil hos Backbackers Carmarket - et firma, der lever at at sælge biler til de mange backpackere, der rejser rundt "down under". Efter et mekanisk tjek og et par nye bremser blev vi de stolte ejere af en Toyota Estima fra 1994.
Nu er vi så på farten, og vi har allerede besøgt et af de mindre New Zealandske vandløb, en "spring creek", hvor vi fandt et par fisk. Dog uden at vi havde held med at overliste dem. Vejret er desuden ret koldt, og vinden er hård.
Grundet en meget rodet bil har vi været nødsaget til at få lavet et par småjusteringer på bilen. Der er derfor nu indbygget en ordentlig seng. Alt er nu organiseret, og grejet er rigget til, men vi ved endnu ikke, hvor vi præcist ender henne i landet. Vi kommer til at køre efter det gode vejr, så vi forhøbentligt kan bedrive de spændende "sight-fishing", hvor vi kan spotte de store ørreder.
Endnu engang forbløffes vi over de lokale New Zealænderes ekstremt venlige hjerter. Alle er mere end hjælpsomme, og kører vi f.eks. på en øde vej, så hilser folk igennem bilruden. Da vi skulle bygge sengen i bilen, så var der straks en medarbejder hos bilforhandleren, som oven i købet selv var lystfisker, der sprang til og hjalp med at save, skrue og tilpasse sengen.
En dejlig start på turen. Nu drøner vi ud på fisketur!
Det har været en fantasktisk start på et langt eventyr i New Zealand. De første par dages fiskeri blev brugt på at fiske et par spring creeks kun to timers kørsel fra Christchurch. Vi spottede flere store ørreder, men rustne som man er i starten, så lavede vi både dårlige kast og kunne ikke finde de rigtige fluer i boksen. Taktikken blev lagt om, da vejret så ud til at klare op på vestsiden af øen.
Gutterne fra grejforretningen i Christchurch anbefalede en flod tæt ved den store Lake Brunner. Floden ser næsten helt eventyrlig ud. I det klare, blålige vand har vi mulighed for at spotte store ørreder. Dermed ikke sagt, at det bliver nemt, for ørrederne står på flodens bedste pladser, hvor de er skjult fra farer ovenfra og nemt kan få fode, som livløst driver med strømmen.
Midt ude i strømmen ser vi en ørred. Den ser ud til at være aktiv og slår ofte ud til siden for at tage små insekter. Sten, saks, papir om, hvem der skulle have chancen på ørreden. Jeg fik chancen og bandt en lille "Pheasant Tail" nymfe på det lange forfang. Usynligt sneg jeg mig om bag ved fisken, mens Nikolaj guider mig hen, hvor fisken helt præcist står. Første kast ligger en anelse bagved fisken, og Nikolaj giver besked på, at et kast en meter længere vil få nymfen ind i ørredens synsfelt. Fisken slår ud til siden, og Nikolaj råber: - Jaaah, den sidder der!
Tilslaget kommer promte og ørreden rusker voldsomt. Fighten forløber forholdsvist uden dramatik, og fisken ligger efter kort tid i nettet. Turens første ørred og endda en flot eksemplar i slutningen af halvtredserne. Vi er begge overlykkelige over fangsten og fejrer ørreden med den lokale øl ved navn "Tui".
Næste dag bliver også brugt langs den klarvandede flod. Nu er det Nikolajs tur. Efter lang tids søgen finder vi en ørred, som står helt inde under træerne langs egen bred. Det er umuligt at kaste fra den anden side. Den eneste måde at få fluen forbi ørreden er at dappe igennem de tætte træer og håbe på det bedste. Fluen triller ned at en stor sten og lander 20 cm til hojre for ørredens hoved. Den reagerer med det samme og indhalerer fluen.
Overrasket over, at den tager fluen, springer Nikolaj frem igennem træerne og lander i vandet, hvor der er en realistisk chance for at lande fisken. Den opfører sig dovent og ruller kun nogen ganske få gange i overfladen. Nikolaj lander den med et forløsende greb om halen. Målebåndet ligger i tasken, men fisken er bestemt på den gode side af 60 cm. Vi er glade på hinandens vegne og klør fem bliver rakt i vejret til et velfortjent high five. Sådan!
Senere samme dag spotter vi i en pool fem til seks store ørreder, som cruiser rundt i en stor pool.
I over en time fisker vi begge ihærdigt på ørreder, men må til sidst opgive, da lyset stille forsvinder.
Grundet regn og en del vind, besluttede vi os for at fiske Lake Brunner. Vi forlod lejrpladsen ved Crooked River med høje forventninger, da vi havde hørt meget godt om Lake Brunner. Men så nemt skulle det ikke blive, og første aften gav ingen ting.
Næste morgen startede også sløvt, men så tog Nikolaj på opdagelse. Han havde fundet en lille vig, hvor der var meget aktivitet.
Store søørreder cruisede rundt på det lave vand. Nikolaj fik hurtigt en mindre fisk, så nu troede vi på det. Jeg vadede langs kanten og kastede min lille nymfe ind på helt lave vand. Pludselig kom en bølge, og på et splitsekund blev min flue indhaleret. - Niko, jeg har én, og den er god, lød det. Efter en forholdsvis udramatisk landing lå den smukkeste ørred foran mig. Efter et par klik med kameraet fik fisken friheden. Inden fangsten havde vi aftalt, at vi ville hjemtage en fisk til aftensmad, men det kunne vi simpelthen ikke nænne.
Nu var der hul på bylden, og nu gik det strygende. Der skulle kæmpes hårdt for fiskene, men anstrengelserne blev belønnet, og det blev i alt til seks fine søørreder. Fiskeriet ved Lake Brunner har været fantastisk, og de uhyre smukke omgivelser gjorde dagene fuldendte. De grove ørreder blev alle taget på små "Phesant tail"-nymfer.
Vejrudsigten står nu på meget regn, så vi må vente et par dage med at fiske. Derefter vil vi prøve kræfter med et par nye vandløb her på sydøens vestkyst.
Nu hvor den værste fiskestress har lagt sig, så begynder det hele at føles lidt som hverdag her på New Zealand. Men selvfølgelig har vi en bedre levestandard - set med sportsfiskerbriller. Bilens sæder er blevet lagt ned, og de fungerer dermed som vores seng. Ikke den bedste seng, men efter en lang fiskedag er det rart bare at smide sig uden at skulle tænke på teltplads.
Alt vores mad laves over trangia eller på bål. Så menuen opnår ikke altid nye kullinariske dimensioner. Morgenmaden består altid af havregryn med soyamælk, da vi intet køleskab har. Til middag er de delikate to minutters nuddler på menuen. Om aftenen falder valget ofte på pasta og tomatsovs, så engang imellem sendes der da tanker hjem til mors kødgryder. Det er rigtig "troutbum"-stil.
Kommer vi til en by, så ryger der ofte et par store steaks i indkøbskurven, for på New Zealand er oksekød sindsygt billigt og meget bedre end i Danmark. Store bøffer tilberedt over bål, serveret med den lokale øl - ja, så bliver det ikke meget bedre.
Fiskepresset på New Zealand virker til at være steget markant over de sidste par år. Selv om det stadigvæk er tidligt på sæsonen, så møder vi mange flere fiskere, end hvad vi gjorde for tre år siden. Mange stræk, som vi har gået på, har været næsten fisketomme. Og de få ørreder, som vi fandt, var i vores øjne umulige at få til at tage vores velplacerede fluer. Så det var "back to basic" - Crooked River, som leverede tidligere på turen.
Igen møder vi medfiskere, men nu kan vi i det mindste finde fisk, som ikke har fået fluer kastet i fjæset hele dagen. Vi kender vandløbet en smule fra sidste gang og finder en pool, som vi ved holder mange store ørreder. Modsat sidste gang, hvor det regnede en smule, er det nu højt solskinsvejr. Det har fået ørrederne op til overfladen, hvor de står og piller insekter mellem bladene på overfladen.
Vi ser dem tydeligt oppe fra skrænten, hvor vi sniger og frem i græsset mellem de spredte kolorte, som hver dag møger vores fisketøj ind. Kolort eller ej, vi får nogle fede billeder af ørrederne, og nu skal der fiskes på dem.
Fluen bliver lagt ud, hvor vi forventer, at ørreden patruljerer. Bille-imitationen, som sidder på forfanget, bliver kort efter inhaleret. Ørreden er vildere end de andre flod-ørreder, vi har fanget, og det ses tydeligt hvorfor, da den krydser netrammen. Stor, fed og storprikket er den. Kameraet kører, så det næsten bliver varmt, og ørreden får sin frihed igen kort efter.
Næste dag er der endnu flere ørreder i poolen, og endnu engang er de fokuserede på overfladen. Den, der er nemmest at fiske på, står midt ude i strømmen. For at kaste på den må Nikolaj krydse floden for at komme over på den anden side.
"Superpuppen" vil den ikke have og en myreimitation bliver også afvist, men på et billede vi tog tidligere, kunne vi ligeså tydeligt se en bi, som blev spist på overfladen. På med den største bi-imitation, som ligger i boksen, og så ud med den igen. Anden gang ligger kastet perfekt, og bien forsvinder ind i munden på ørreden. Den kæmper ihærdigt, men vi får hold på den, inden den tager turen gennem det store stryg lige nedenfor poolen. Yes! Endnu engang fik vi drømmene opfyldt på New Zealand.
Vi går langs den berømte Mataura. Der er mange fisk - altså rigtig mange fisk! I hvert hul kan vi se ørreder, som svinger frem og tilbage i strømmen i forsøget på at snappe et par lækre insekter ned i svælget. Enkelte ørreder er ekstremt selektive, men det er godt, der er så mange, for så fisker man bare på den fisk, der står to meter foran. Christian har allerede fået en fin fisk dagen i forvejen, og jeg kæmper stadig med at finde en fisk, som vil sluge min nymfe. Endelig finder jeg en god fisk. Fisken, jeg fisker på, står perfekt til at lægge et godt kast bagfra. Vi ved nu, at de bare skal bombes til, indtil de hugger, men langsomt begynder den at gå nedstrøms - jeg tror, at jeg har skræmt den.
Jeg lægger et sidste desperat kast på den, da den kun er tre meter fra mig, og det virker næsten til, at fisken har fået en hjerneblødning, for den vender en meter ud efter fluen og tager den - som om det var dens sidste måltid inden guillotinen.
Ørreden er vildere, end nogen anden ørred jeg har fanget i New Zealand, og tager mange voldsomme udløb. Jeg presser den så meget, som mit 0,15 mm forfang kan holde til, og den er næsten i nettet, da jeg pludselig horer et smæld. "Hvad fanden skete der!" råber jeg, mens ørreden langsomt glider længere og længere væk fra mig. Det er først der, at jeg ser stangtoppen komme flydende forbi mig.
Jeg tror, at jeg blackouter i to sekunder, men kommer så til mig selv og husker, at der er noget der hedder reklamationsret på fiskestænger. Jeg kan stadig se stangtoppen flyde i overfladen, så jeg løber igennem floden for at hente den. Godt reservestangen er med!
Vi fanger - som I kan læse - fint med fisk i Mataura i disse dage, men glæder os til at komme ind til Queenstown og blive en del af civilisationen igen et par dage, før den igen står på let ørredfiskeri på New Zealand!
Efter snart en måned uden bad, rent tøj og toilet med træk og skyl var det på tide at komme til byen. Efter nogle dejlige dage ved Mataura gik retningen mod Queenstown - en by, der er et ægte backpacker- og ekstremsports-mekka med ry for at være "The Adventure Capital of the World". Riverrafting, bungy-jumping og skydiving er bare nogle af de aktiviteter, som kan opleves her i og omkring byen. Men vores fokus lå på tøjvask og bad, for vi stank mildt sagt af helvede til. Efter at have fundet det første og bedste hostel kunne vi komme igang med den store vaskedag.
Med rene kroppe drog vi ned i byen til vores ynglings spisested, som vi også besøgte flittigt, sidst vi var her. "Ferg Burger" hedder nok verdens bedste burgerbar. Der findes ingen sammenligning. Søde piger ved disken og store fedtede burgere - lige hvad to fiskebumser hungrer efter! Nikolaj fik bestilt en "Big Al", mens jeg tog "Bulls Eye". Mad for rigtige mænd!
Batterierne begynder langsomt at være ladet op igen, og nu er vi snart klar til at ramme nogle nye vandløb. Meeeen først skal vi lige ud og drikke en håndfuld stifter og opleve, hvad Queenstown kan byde på. Skål derude!
Efter et par dejlige dage i Queenstown drog vi mod Caples River. Et meget populært vandløb, hvilket vi fandt ud af på den hårde måde.
Tidligt om morgenen bliver vi begge vækket af en summende lyd. Ud af vinduet kan vi se en helikopter lige ved siden af bilen. Et par fiskere hopper på og suser ind imod floden. Åhh nej tænker vi, men vi skal ikke så langt op af floden, så vi undgår dem måske. Taskerne bliver pakket, og vi vandrer afsted. Efter et par timers vandring går vi ned til floden for at begynde fiskeriet. Inden vi kan nå at spotte den første ørred, møder vi en fisker som fortæller os, at vi fisker på hans vand. Han er første mand på floden, så fra vores begyndelsessted og tre km op, kan vi ikke fiske. Av!
Vi fisker herefter lidt nedstrøms, hvor vi mister en fisk. Men hurtigt møder vi en guide og hans kunder, og derfor kan vi heller ikke fortsætte fiskeriet nedstrøms. Slukørede og irriterede vandrer vi tilbage til bilen og kører derfra. Et overfyldt vandløb, med en masse indforståede regler.
På turen har vi mødt en ligesindet nordmand, som også fisker ørreder her på sydøen. Han giver os et tip om et godt vandløb med mange fisk. Vi tager gladeligt imod rådet efter et par dage med kørsel frem og tilbage og uden fisk. For at gøre en lang historie kort byder den nye flod ikke på drømmefiskeri, men vi får et par fine regnbuer på land og mister tre, som alle springer vores forfang. Floden er omgivet af piletræer, og når de hidsige regnbuer kroges, ved de godt, hvor de skal smutte hen. Lige ind under træernes rødder!
Meget af fiskeriet foregår i den sidste time, inden mørket falder på. Heftigt "evening rise" med mange fisk i overfladen. Natterodderi af værste skuffe.
Efter et par sjove dage med fiskeri efter regnbuer, var det på tide at drage nordpå igen. Vi besluttede at give Crooked River og Lake Brunner et skud mere på vejen nordpå. Begge lokationer har vi jo fisket tidligere på turen.
Vi fandt hurtigt den første fisk i Crooked. En gammel kending. En fisk som står præcis på det samme sted som sidst, og opfører sig ligeså irriterende som sidst. Med det samme man begynder at gøre klar til kast, fatter den mistanke og trækker ligeså stille og provokerende ned af strømmen. Det nummer kan gentage sig i flere timer! Efter et par timers klovneri, giver vi op.
Lidt længere nede af floden finder vi en ny fisk. En fisk som nærmest er umulig at kaste på, men Nikolaj giver det alligevel et forsøg. Efter mange forgæves kast virker slaget tabt. Men pludselig får fisken tilsyneladende en sammenbrænding. Et ret dårligt kast, som lander lige i fjæset på fisken, tricker den. Så er der flex og sejrsråb, men to sekunder efter svømmer fisken ind under et piletræ, og linen knækker. Igen! Den værste fornemmelse i verden. På gåturen tilbage til bilen bearbejdes nederlaget.
Vi var færdige med Crooked River, og nu skulle søen - Lake Brunner - have et skud mere. Næste morgen begynder godt. Allerede ti min efter, at vi er startet, fanger jeg en fin ørred. Dejligt med lidt succes. Lake Brunner er en fantastisk sø, og det samme er dens ørreder. Super flotte! Resten af dagen byder ikke på meget. Et par enkelt mistede fisk. Fiskeriet efter ørreder er fantastisk spændende, men nu begynder trangen til saltvandsfiskeri at presse på.
New Zealand er smuk og betagende i hele sin længde. De smukke bjerge strækker sig så lang øjet rækker igennem de slidte pol-briller. Men det smukke landskab har også sine ulemper.
Bjerge er ikke kun smukke, men også ekstremt barske. Når man er en ørredfisker, der går igennem vand hver dag, så er stovlerne altid våde, tunge og trælse at have på. Det skaber et par problemer for fødderne. Vi har begge to haft enorme vabler på fødderne. Mest slemt har det været for Nikolaj, der efter en lang fiske- og vandretur havde kæmpevabler på storetåen og på forfoden. I de efterfølgende tre uger blev det gradvist bedre, men vores fødder trænger virkelig til en omgang professionel behandling.
En anden fjende man har i New Zealand er de berygtede sandfluer. Mikrofluer, som bider i ens hud når man sidder i vandkanten og kaster på ørreder eller om aftenen, når man sidder midt i aftensmaden. De små bid klør af h... til, og oven på en solbrændt hud forørger det smerten betydeligt.
Den sidste store del af forbandelsen er fiskene. Nogle dage tager de alt, hvad vi smider ud til dem, andre dage kaster vi på den ene store fisk efter den anden. Enten afviser de alle vores fluer, eller også skræmmer vi dem. Selv når vi laver det perfekte kast - i vores øjne - kan de alligevel blive skræmt fra vid og sans.
Forbandelsen fortsætter stadig, så nu skulle der gøres noget. Derfor besluttede vi os derfor at køre ud til en gammel kending, nemlig udløbet ved Blenheim. Ved de store udløb langs New Zealand's kyst flokkes der store stimer af kahawai. Kahawaien er en af de mest eftertragtede fisk for de lokale, da den fighter ekstremt godt og smager yderst delikat.
Med lette spinnestænger rigget op med pirke går vi optimistisk imod udmundingen. Der står allerede mange lokale, men de fanger ikke rigtig nogen kahawai. De er ikke rigtig inde tænker vi, men forsøger at prøve længere nede ad stranden. Der skal ikke mange kast til før den første kahawai tager pirken, som bliver fisket på den hurtigste indspinning, som vi overhovedet kan. Vi er igen forbløffede over, hvor hårdt disse fisk fighter. To kilos fisk er ikke til at stoppe og tager lange udløb, der får bremsen til at skrige! 4-5 timer senere er tidevandet vendt, og fiskene begynder at fortrække. Vi ved ikke 100 % sikkert, hvor mange fisk vi har fanget, men tallet har helt sikkert rundet 50 gode kahawai.
Næste dag sker det samme. De lokale begynder nu at flokkes omkring os, ligesom tyskerne på havnen i Hvide Sande, når silden er inde. Vi er de eneste, som fanger fiskene, og den eneste grund til, at vi gør det er, at vi kaster ca. 20 m længere end de lokale. De rykker tættere og tættere på for at lure, hvad det er for en agn, vi bruger, og en lokal gut rykker næsten stangen ud af hånden på Nikolaj. Vi sætter dem ind i, hvad vi gør anderledes, men de kan umuligt kaste ligeså langt, som vi gør, på deres kraftige grej. Endnu engang fanger vi omkring 50-60 kahawai med den største på omkring 3 kg!
Det føles som om, at julen er kommet til New Zealand med de forgående dages fiskeri. Vores arme trænger i hvert fald til juleferie!
Hvad skal man dog lave i juleferien, mens man venter på det det nye år. Nåh ja, tage ud og fiske sammen med vores gode ven Nikolaj (Nik) Matthiasen. Nik har guidet halvdelen af sit liv på New Zealand og kender alle de gode fiskepladser på Nordøen. Han inviterede os på julehygge hjemme hos ham og konen med julemad, mojitos og slap-af-tid! Men slap-af-tid for Nik betyder ikke at sidde i en sofa og se fiskefilm dagen lang. Slap-af-tid betyder hajfiskeri i Tauranga.
Hans toptunede fiskebåd, som han til hverdag bruger til at optage New Zealand største fiskeprogram Big Angry Fish, bliver proppet med korte kraftige stænger, hjul med 80 punds fletline og fire store bonito til madding. Der går ikke lang tid, før linen på Nikolajs hjul bliver flået af, af en hidsig haj. Den kæmper voldsomt og tager et par korte udløb. Nik sejler båden tættere på land. Hajen opfører sig pænt, lige indtil den opdager, at den ikke længere har så meget vand under sig. På et splitsekund vender den to meter lange haj og ræser til havs. Bremsen bliver stillet på alt, hvad Nikolajs tynde arme kan holde til, og kort efter kan Nik trække bronze whaler hajen op til strandkanten i halen. Wow! 60 kg rent muskelbundt ligger for vores fødder.
Nikolaj har allerede lange arme, men Nik kigger over på ham og siger: - Tro mig drenge, dette er bare en bette pjevs af en haj. Vi har fanget hajer på den anden side af 200 kg på den plads. Kom lad og fange et par stykker mere!
Måbende kigger vi på hinanden og skynder os op i båden igen for at droppe vores halve tun. 30 min senere har Christian fanget en haj på 80 kg, og Nikolaj fik den sidste haj på 90 kg! - Nu er det vist mojito-tid drenge, siger Nik med et smil på læben. Alle hajerne blev genudsat meget skånsomt takket være Nik's fantastiske hajkrog med modhageløse kroge.
Uret var sat til kl. 03.30, for nu skulle kingfish-fiskeriet fra klipperne have et skud. Med pakket tasker med grej, morgenmad og godt humør vandrede vi ud imod Grenville Point. En god gåtur på ca to timer i sand og over klipper. Da pladsen var nået nemt og smertefrit, blev stængerne gjort klar, så vi kunne livebaite en kingfish. Men først skulle agnen fanges. Hurtigt fik Nikolaj en god kahawai på omkring 2 kg, som hurtigt blev søsat under en ballon. Lidt efter fik han en mindre kahiwai på kiloet, som er en perfekt agnstørrelse. Som den gode ven han er, så fik jeg søsat denne under min ballon. Nu var ballet igang.
Efter en time bliver min kahawai pludselig nervøs og svømmer forskrækket i overfladen. Store plask i overfladen afslører en stor kingfish, som kæmper for at sluge sin morgenmad. Med ét popper ballonen af, og med et hårdt modhug sættes krogen. Efter et par løbeture op og ned af de glatte klipper, kan Nikolaj nette fisken. Yeaaaaahh, råber vi begge. Turens første kingfish er på land, og så fra klipperne. Det er helt vildt.
Nu er det Nikolajs tur. Efter lidt tid så lykkedes det mig at fange en lille multe. Den bedste kingfish-agn, der findes. Den bliver hurtigt søsat under Nikolajs ballon. Imens vi venter på en forbipasserende kingfish, bliver den anden agn angrebet af en stor haj. Efter et par arrige udløb, bider den linen over. God underholdning imens man venter!
Nu er den gal igen. En kingfish pisker vandet hvidt med sin knaldgule hale, imens den forsøger at æde agnen. Pop, og ballonen flyver til havs. Fisken tager lang hårde udløb, og Nikolaj får kamp til stregen. I nettet kommer den dog, og nu er dagen fuldendt. To gode kingfish på omkring 12-14 kg er nu en realitet.
Turen hjem er mod bilen er hård, og taskerne er nu blevet 20 kg tungere.
Efter turen med vores ven Nik, var vi nu klar til endnu en omgang hajfiskeri, og denne gang på egen hånd. Det første, der skal til for at hajerne kan fanges, er at få maddingen ud, hvilket er lettere sagt end gjort. Med et rig, som vejer omkring 2 kg, er det næsten en umulig opgave at kaste hajmaddingen ud fra land. Derfor købte vi en brugt kajak over internettet med henblik på, at det skulle være vores hajmaddingstransport.
Det virker perfekt. Vi er kun lige kommet ind med kajakken igen, da linen begynder at rykke på sig. Den bevæger sig først meget stille, indtil den bliver strammet op. Nu er det med at holde fast! Hajen rykker kabel af spolen i en vanvittig fart, og vi kan ikke gøre andet end at stramme Stella-hjulet så hårdt, som vi kan, uden at vi bliver rykket i vandet, hvilket der er en hel reel fare for at blive, med så stort et tryk på bremsen.
Når hajen slår med hovedet 100 meter fra land, så kan det mærkes tydeligt igennem den tykke 40-kilos fletline. Hele kroppen bliver svunget frem og tilbage, mens armene bliver længere og længere. Det her er det vildeste, vi nogensinde har oplevet! Hajen kommer stille og roligt længere ind mod land, og nu begynder kampen for alvor. Mens én holder stangen, så går den anden ned for at lande hajen.
Hajen er slet ikke træt, og når vi forsøger at lande den ved at tage i halefinnen, så går den amok endnu engang. Det virker mere som wrestling end fiskeri nu, men endelig får vi ro på hajen. Med en fod på hver af brystfinnerne, så kan vi nemt fjerne den modhageløse krog fra dødens gab. Et helt igennem smukt og majestætisk dyr, som får sin frihed igen. Det her var bare den første haj på omkring 100 kg. Den dag fangede vi fem kobberhajer med den største, som rundede de 150 kg. Og et par dage efter det første hajeventyr, tog vi igen ud og fik en kæmpe kobberhaj på vanvittige 200 kg og mistede én, der var mindst ligeså stor!
200 kg er lige ved at være grænsen for, hvad der er muligt at hive ind på en 80 pundsstang med et Shimano Stella 10000-hjul. Spolen var meget tæt på tom flere gange igennem fighten. Det her er New Zealand, når det er allerbedst!
Havet her på den nordlige del af nordøen er som et kæmpe spisekammer. De fleste fisk kan udgøre et fantastisk måltid og kan tilberedes på alverdens måder. Under vores ophold heroppe har vi tilberedt vores fisk på mange forskellige måder. Det er både blevet til røget fisk, stegt fisk og rå fisk. Mange af fiskene egner sig specielt godt til at blive spist rå. Både kingfish, kahawai og trevally er fantastiske at spise rå med soya, ingefær og wasabi. Et nemt måltid, som smager himmelsk.
Udover at fiske har vi også været på muslingejagt på stranden. Ved lavvande er det muligt at finde muslinger kaldet Tua Tuas. Når vandet er trukket helt tilbage, kan man i ankeltdybt vand grave sine fødder ned i sandet, og føle sig frem til muslingerne. Tua Tuas skal stå natten over i saltvand, for at spytte alt sandet ud. Herefter viste vores lokale ven, hvordan man kunne lave "mussel frittas", som er en slags frikadelle - bare lavet med Tua Tuas istedet for svinekød. Udover Tua Tuas skal der bruges løg, mel, æg, salt, peber og persille.
Vi bor i øjeblikket ved lokale mennesker, som vi var så heldige at møde på vores sidste New Zealandstur. De har igen budt os velkommen i deres hjem med åbne arme. De har givet os mad, vi har vasket tøj og fået et meget tiltrængt bad. Og til gengæld har vi bragt fisk med hjem til dem.
Vi er ikke de eneste, som har opdaget New Zealands fantastiske fiskeverden. Vores to danske venner Christian Boyum og Andreas Rasmussen, som også er instruktører i Danmarks Sportsfiskerforbund, har været på besøg. De planlagde oprindeligt at køre direkte til sydøen for at fiske ørreder, men grundet vores blogindlæg om store hajer, blev planen ændret en smule. Efter at have købt en bil kørte de direkte op til os, hvor vi tog imod med åbne arme og et lille løfte om at fange en haj til dem. Vi tjekkede deres nyindkøbte grej ud for at se, om de havde forberedt sig godt hjemmefra. De må man sige, at de havde. TLD20-hjul med 500 m tyk fletline og specialbyggede rejsestænger, som er stivere end mors rive hjemme fra køkkenhaven. Mere forberedt kan man næsten ikke være hjemmefra.
Rigget op med en multe på hver af deres stænger, så var det bare at vente på, at agnen begyndte at flytte på sig. Boyums døde multe begyndte lige pludselig at svømme og sekundet efter kunne man høre vilde skrig helt til Australien. Hajen flæsker kabel af møllen, mens de to erfarne hajguider råber på mere bremse. Men bremsen er allerede i bund! Linen kører som en yoyo frem og tilbage, men efterhånden er vi ved at få styr på hajen. Troede vi! Uden advarsel knækker den nye, skinnende stang lige over håndtaget. Nu fighter Boyum en kæmpe haj direkte på hjulet. Christian får fat i topdelen og hjælper med at pumpe hajen ind. 5 min senere får vi fat i forfanget og kan trække en 110 kgs haj ind på det lave vand. 2,57 m haj ligger foran Boyums fødder.
Et par hurtige billeder senere svømmer hajen igen ud i friheden. - Kæft det var vildt, lyder det fra Boyum, som tænder en smøg med det samme, for at få styr på nerverne.
Bare 10 minutter senere kroger Andreas en endnu større haj. Den store haj springer fri af vandet flere gange, og alle er helt oppe i det røde felt. Desværre stiller den sig på tværs i strømmen, og linen knækker nede på forfanget. Hvordan ved vi ikke, da forfanget kan klare en træktest på 300 lbs. Dog får Andreas en trøstepræmie i form af en school shark.
Boyum og Andreas er nu begivet sig ud på en to månder lang rejse i jagten på kæmpe ørreder og flere hajer. Allerede nu har de fanget ørreder, som sniger sig op i nærheden af 60 cm, en haj på over 2,5 m og kroget hajer, som kan få selveste B.S. Christiansen til at få akut vandskræk. Tusind tak for jeres besøg og held og lykke på jeres fantastiske rejse.
Vejret har været meget dårligt i lang tid, hvilket har betydet, at vi ikke har haft så meget tid ude på klipperne. Men det stopper os ikke fra at fange fisk.
I udmundingen af en fjord sejlede vi ud i vores gule kajak for at prøve at fange, hvad der nu end var derude. Den ene sidder så i fronten med stangen og fisker, mens den anden styrer kajakken og smider små fiskestykker ud i vandet for at lokke fisk til. Og det virker! Inden længe cruiser stimer af kahawai rundt omkring kajakken, og vi fanger alle dem, som vi overhovedet orker.
Men er der små fisk, så kommer de store også - og ud af det blå forsvinder den stærke fletline i en vanvittig fart. - Shit, er det første, som popper op i hovedet, når stangen, man bruger til de små kahawai, bøjer så kraftigt, at man overvejer at klippe linen, inden det går galt. Endnu en knækket stang på samvittigheden ville ikke være godt.
Men med lidt held og efter én tand for spændende fight, kommer der en kingfish til overfladen. - Den er i båden, råber vi til hinanden og sejler direkte mod land. Så var aftensmaden hjemme.
Det er ikke rent fiskeri på vores rejse, og vi oplever således mange forskellige ting i New Zealand. En interessant oplevelse, som vi havde, var at komme på kaninjagt på en bekendts gård. Med luftgevær i hånden begav vi os afsted for at jage. Og i New Zealand er der masser af kaniner. På bare et par timer havde vi skudt fire kaniner og kunne nok have skudt mange flere, hvis vi gad, men jagt er jo ikke ligefrem som fiskeri, hvor man kan sætte fiskene ud igen. Vi tager, hvad vi har brug for og lader resten hoppe videre.
Det er også ved at være tid til at forlade New Zealand.
Hjemturen foregår med et stop i Thailand, hvor der venter et nyt fiskeeventyr. Sammen med den danske guide Meik Lykke, tager vi en tur en junglen for at fange nye arter.
Vi skulle fiske efter giant snakehead i Cheow Lan Lake. Efter en hurtig introduktion til vores danske guide, blev vi kørt til Cheow Lan Lake og plantet i en longtailboat med en motor der mere end alt lignede et kæmpe piskeris. Båden blev fyldt med proviant og fiskegrej, så vi kunne klare os i 4 dage. Nu gik turen mod bungaloven, som var to timers sejlads væk.
Da vi kom frem, var det ved at være fisketid. Fiskeriet efter snakehead foregår morgen og aften. Stængerne blev monteret med små poppere, for nu skulle der fanges fisk på overfladen.
Rammerne omkring fiskeriet var fantastiske. Et landskab taget direkte ud af Jurrasic Park. Chew Lan Lake er en opdæmmet sø, så søen er fyldt med døde træer, hvilket fungerer som skjulested for fisk som snake head'en.
Efter et par tilbud krogede Nikolaj en god snake head på helt kort line. Efter en meget kort fight, kom et forhistorisk monster til overfladen. En blanding mellem en fisk og en slange. Efter et par knips med kameraet kunne Nikolaj genudsætte en fin snakeshead på 3-4 kg. Mørket falder ligeså stille på, og vi drager tilbage til vores flydende bolig.
De næste dage byder på sjovt og visuelt fiskeri samt nye fiskearter på listen, men bedste af alt får vi indsigt i det fantastiske dyreliv der findes i junglen. Aber, varaner, fiskeørne, tukaner, tapirer er bare nogle af de dyr, som vi stødte på under vores fiskeri fra båden. Her tager det fantastiske plante- og dyreliv fuldstændig fokus fra fiskeriet.
Hele denne fire måneder lange fisketur har været en kæmpe oplevelse, både fiskemæssigt, men også på mange andre planer. Det er blevet til mange nye bekendtskaber og oplevelser, som vi aldrig vil glemme.
Til sidst vil vi opfordre alle de rejselystende lystfiskere derude til at komme af sted og opfylde deres fiskedrømme.
Vi ses derude ved fiskevandet.
Nikolaj og Christian.
Følg dem også på deres Facebook-side: Et fiskeeventyr i New Zealand
Fiskeeventyret er også et rigtig spændende foredrag - som også bruger brutalt dejlige videoklip! Se en lille teaser fra gutterne lige her - og på Youtube!