December er til mere end at trille pebernødder og flette julehjerter! Man kunne jo tage på havørredjagt med profilerne fra Ringkøbing og Omegns Sportsfiskerforening.
Til trods for en ganske usikker vejrmelding var der 6 ROS'ere klar til afgang en mørk og tidlig søndag morgen. Nr. 7 var blevet ukampdygtig som følge af en julefrokost - men sådan udfordrer den kåde juniorafdeling nogle gange! :-)
Afsted til Limfjorden - og de klassiske havørredspots omkring Jegindø og Tappen.
Med trusler fra YR og DMI om stærk vind til kuling var ROS-holdet tilpas tilfredse med de aktuelle forhold på Tappen, da vi nåede frem. De 4 fluefiskere måske lidt mere end de 2 spinnefiskere ... men hvad der manglede i vindstyrke var der til gengæld i vandmængder. Ikke fra oven - men de ellers garvede Jegindø-betvingere havde ikke før oplevet højvandet i dette omfang!
Formanden fik hurtigt den første kontakt på sin flue - men efter dette gik der længe inden man kunne mærke andet end kulden bide i kinderne.
Pausefiskeren havde med den voldsomme vejrudsigt valgt at lade fluegrejet blive hjemme på Æ' Pralstow - så her en selfie med Hansen Fight i salig lyserødt design!
Langs sandbanken dannedes en strømkant ... der måtte simpelthen stå eller passere en fedtfinne eller 2 ... men efter et par timers kontaktløs kasten og et pludseligt fritflyvende Hansen-blink kunne man mærke håbet skrumpe i vinterkulden.
Pause med varm kakao - og nyt håb? Pausefiskeren bandt en Savage Gear Nordic Seeker i 16 gram på linen - men i det klare vand virkede den alligevel alt for fluorescerende og skræmmende i stedet for lokkende!
Pludseligt - blot lidt mere end en stanglængde ude - skød denne lille fine sølvpil op efter det alt for flashy blink! Herligt!
Med knap 35-36 cm var der selvfølgelig kun én vej for den hidsige fedtfinne - genudsætning med håbet om gensyn til næste år!
ROS-veteranerne på dybt vand på vej ind fra sandbankerne - men suppe-sulten får dem til at trodse naturens udfordringer.
Halvleg med 2up på suppegryde ... dagens ret blev kartoffel-porresuppe! Mange tak for mad!
Og her lukker vi så ned for transmissionen, for de efterfølgende timer med stangsvingende forsøg på at fange en fuldfed havørred, der eventuelt kunne nå at blive røget til julefrokosten blev desværre ikke belønnet.