En lille times Fishy Mindfullnes som fyraftens-session - lyder det som en genudsendelse fra dagen før?
Det sagliggørende gummikasteri under broen fortsætter i pragtfuld forårsvejr! Mon kanalens aborrer igen var med på lidt hygge?
Selvfølgelig var det stadig Drop9'eren, der var førstevalg på dropshot-krogen. De første 9-10 kast ind under broen resulterede da også i utallige stød i agnen. Men det var svært at time tilslag - eller var fiskene bare mere forsigtige end i går? Eller bestod stimen af mindre individer? Men endeligt krogedes en aborre omkring de 20 cm på gummidyret.
Skulle man downsize lidt? Jep! Efter lidt flere forgæves tilslag under fiskeriet med Drop9'eren blev der gravet en gammel japaner frem fra grejtasken: Keitech Swing Impact 3" i farven Gold Shad. Denne frække rillede shad havde for år tilbage givet fint fiskeri på texas-rig og offsetkrog. Og allerede efter 3 kast var den også godkendt som dropshot-agn!
Der blev ganske hurtigt kroget 12-15 aborrer på Swing Impact'en - men også her var der ind imellem en del hug, der ikke kunne kroges. Aborrestimens sultne fætre var åbenbart noget mindre i størrelse end dagen før - så endnu en gang skulle der downsizes: Heldigvis var Westin Blood Teez blevet en del af dropshot-oppakningen i løbet af vinteren - og denne agn sikrede sessionens sidste 8-9 aborrer inden den sene eftermiddagskaffe lokkede Pausefiskeren hjem.
Nu håber vi dog ikke, at der ved næste session på denne herlige plads skal downsizes yderligere? Der må da kunne lokkes et sæt striber op af kanalens mørke, der har mere end 30 cm mellem snudeskaft og sidste halefinnestråle?