Hvad giver mest mening lørdagen efter en lang, fornøjelig og rigelig våd julefrokost i LADA (Lommens Atletiske Dart Amatører) fredag aften og nat:
1) Pleje et ømt hovede med et ophold på en lummer sofa med chips, cola og mere eller mindre ligegyldig udenlandsk fodbold og film på TV'et???
2) Springe ud i den friske vinterbrise og afsøge de kølige vandmasser i Vonåen for stribede banditter sammen med Kasper fra FiskeFoto.dk???
Tømmermænd eller ej - der havde i hvert fald været tømrer på arbejde ude ved Engbroen siden Pausefiskeren sidst havde været der på sin seneste mission. Der er nu lagt et fornemt "gulv" i "madpakkehuset".
Hverken gummi eller Kaspers regnorm kunne dog finde velvillige skabninger i det kolde vand omkring Engbroen - så mens vi glædede os til en omgang sommernats-fiskeri i det nye år her på stedet, pakkede vi hastigt sammen og trak længere nedstrøms i vores søgen.
Turistspottet osede nu heller ikke af fisk ... men vi mærkede begge de første stød i vores stangspidser. Og haps - Kasper noterer sig pludseligt det første sæt striber! På dette tidspunkt af fiskeriet betyder størrelse absolut intet ...
Mens Pausefiskeren stadig bøvler med at kroge de forsigte nap inde under broen, får Kasper både flere mindre aborrer - og holder fest med en lille gruppe hork!
(Ikke et ord om, at Pausefiskeren forgæves har forsøgt at fange denne art på dette spot flere gange i år under aborrefiskeriet ... uden succes!)
Fiskeløst bliver det dog ikke for Pausefiskeren - inden missionen afsluttes hilser 3 små banditter på: Julefreden er reddet!
Mens Pausefiskeren ved mørkets frembrud hører sofaen kalde, fortsætter Kasper sin ekspedition i det vestjyske - og det bliver både til helt og stør inden han sang "Driving home for Christmas". Men det kan du læse mere om på FiskeFoto.dk under fangster fra d. 23.12.2018!