Det er altid en fornøjelse at blive hevet op af sofaen af Kasper fra FiskeFoto.dk, når han trækker sine skællede spor fra fiskevand til fiskevand tværs hen over det jyske! Også når det er en ganske almindelig torsdag efter aftensmaden!
Den danske sommer havde igen skiftet til traditionelt ustadigt vejr - men det var da blot en mulighed for at præsentere Kasper for et af de få rimeligt vindbeskyttede fiskevande i det vestjyske. Regn og blæst var dog heldigvis i aftagende, da vi mødte frem i Bådehavnen.
Mens Kasper forberedte sig på medefiskeriet, riggede Pausefiskeren UL-spinnegrejet til. Ikke mange kast inde i fiskeriet lokkede Ned-rigget den første rovfisk ... som Pausefiskeren hastigt foto-dokumenterer! Men var det et lækkert sæt sorte striber over de 30-35 cm???
Nix ... en hidsig mini-esox har heldigvis taget gummi-cigaren fra Z-man tilpas yderligt. Nylonlinen på 0,18 er ikke skabt til at være forfang til et sådan lille rivejern.
3 gamle dåser med varierende indhold af majs. Mon det er den nye extreme-outdoor regnjakke fra Geoff Anderson Kasper fremviser i baggrunden?
Kaspers medesats viser en herlig artsrigdom i "havnen" - først lander han en lille brasen på den flådfiskede orm ...
Herefter trækker en mindre, men smuk og velnæret suder afsted med rigget ...
Og så da også lige en hork! Artsfiskeri, det er lige noget for Kasper!
Efter yderligere et par "pindgedder" kroger Pausefiskeren hen på aftenen endnu en fisk ... er aborrerne ved at trække ind på pladsen?
Hmmmnnnn ... endnu en gedde fra børnehave-afdelingen afkroges!
Wupsa! Efter skift til Z-mans TRD Hogz lokkes endeligt en aborre til hug! Ikke verdens største eksemplar, men i et bassin med uhyggeligt mange små skarptande er det da alligevel en slags præstation!?!?
Uha! Så kom der trods alt bare lidt størrelse på gedderne - nu over 40 cm!
Endnu en pindgedde! Og endnu en fiskeart til Kasper, der også lige har taget nogle kast med Ned-rigget. 5 arter til ham (han fangede også aborre på orm). Til gengæld skal du ikke spørge til, hvor lang tid det tog ham at kroge sine bilnøgler igen ...
Supplerende fotos © FiskeFoto.dk