Med den nye High Rider i havn hos Pausefiskeren, var den klassiske, trofaste flydering fra Ron Thomson blevet til overs. Og det fortjente den vel egentlig ikke! Med en svensker som mellemmand blev den solgt til en håbefuld østjyde - og overdraget på en småskummel parkeringsplads - lige for enden af Ringkøbing Fjord! Så et farvel til det gamle badedyr, kunne jo ganske nemt kombineres med en håndfuld sorte striber fra Western Wetlands?
Sommeren havde virkeligt ramt Vestjylland! Dermed blev det nok tilpas acceptabel, at turen bare var en kort rovfiske-session ... når nu beklædningen var de tykke neoprenwaders!
Pausefiskeren just flippin’ the docks - like a bass-pro!!! Det er faktisk fedt at flippe ned-rigget ind under badebroen ... men modsat på de amerikanske YouTube-videoer var der her ikke hugvillige fisk i skyggen ...
Partners in crime - Gustav (mellemmanden) og Simon (den håbefulde flyderingskøber) havde været på jagt efter pighvar på lidt sydligere kyster ... men en omgang aborrefiskeri kunne man da lige nå inden turen gik østpå igen! (Desværre blev det fuldstændig uberørt af fiskeslim!).
Det var ikke kun varmen, der fik safterne til at flyde i Pausefiskerens waders ... begge støvler var blevet møre i løbet af vinteren - og selv ikke gaffatape kunne redde sokkerne fra væden! Salget af den gamle flydering blev altså et bidrag til investering i nye waders!
Tak til Simon for handelen - håber det gamle badedyr skaffer dig gode skællede oplevelser på vandet!