Tekst & foto © Pausefiskeren.dk
- hvor ikke andet er nævnt!

Onkel Finns Mosteri

Erindre dig ...

Snaps er ikke det bryst,

du bruger til trøst!

Nydelsen skal bygge,

på samvær & hygge!

(og ja, nogle gange til andægtig ensomhed!)

SKÅL!

 

Ups? Spring over introen - direkte til Onkel Finns opskrifter? Klik!

 Snapseglasset Holger

 

Kryddersnaps skaber glæde på fisketuren såvel som ved lænestolsfiskeriet i vintermånederne … og så er det en forunderlig hobby med afstikkere til naturvidenskaben, kulturhistorien, madtraditioner og heksekunsten! Lad os sende en stor TAK og et rungende HALLELUJA til bl.a. de munke, der udbredte Livets Vand, Aqua Vitae, til vore forfædre og –mødre!

Og så kan det jo kun begejstre, at datidens hjemmebrændte smagte af fusel og ”rævepis” … en god motivation for at lade dråberne trække over velsmagende og helsebringende urter!

Herunder bringes ganske korte beskrivelser og erfaringer fra de første årtier med de procentuelle eksperimenter. Der skulle ellers noget til at overbevise Onkel Finn - a.k.a. Pausefiskeren - om, at snapse-universet var satsningen og sansningen værd: Den frygtede kommenfyldte og oftest dybfrosne "Rød Ålborg" havde gjort grimme indtryk i ungdomsårene - men på vej til at blive "voksen" blev det en prøvesmagning af Spritfabrikkernes dildsnaps, der skubbede ”studierne” i gang - og efter diverse samtaler med garvede gubber indenfor ”branchen” og destillering af diverse litterære udgivelser om emnet er mottoet nu klart defineret:

BEVAR NATUREN … SÆT DEN PÅ SNAPS !

Det er for det meste kun essenser, udtræk til senere opspædning, jeg binder an med. Ikke kun fordi en urte– eller bærhøst ikke altid ligner den anden, og trækningsforholdenes indvirkning på smagen kan variere, næh, også fordi der så bliver flere prøvesmagninger!

Jeg tror nu ikke, at jeg allerede har fundet de vises sten … og mine råd er kun vejledende … smag og behag er heldigvis forskellige! Men afprøv dog dine smagsløg … og din naturlige nysgerrighed …

Forslag til nye studier - eller forbedring af "gamle" eksperimenter - modtages gerne!

 

PS: Onkel Finns Mosteri har også lånt en lille hyggelig artikel, der ganske nydelig kobler kryddersnapsen med oplevelserne omkring lystfiskeriet - læs Lasse Elmgrens "Snaps på fisketuren" ved at klikke her! 

 

Det nødvendige grej!

Man kan undres over, at der egentligt ikke er meget materielt imellem den spirende tanke om liflige selvvalgte dråber puslet ud af naturens skatkammer ... og så endeligt at sidde med en unik smagsoplevelse! Her følger en kort gennemgang af "Onkel Finns Gør-Det-Selv-Kryddersnapse-Survival-Kit":

 

Vodka el. snaps efter smag og behag!

Konservesglas m. skruelåg/små henkogningsglas.

Flasker, m. patentprop eller kork.

Tragt og kaffe/tefiltre.

Bøger om den danske flora.

Evt. diverse centi/deciliter-mål.

Selvklæbende etiketter (For at holde styr på den sikkert hurtigt voksende flaske-jungle!).

 

Onkelfinnsmosteri

Klik videre til Onkel Finns opskrifter og gyldne oplevelser - følg ingredienserne i oversigten herunder!

  

 

AGERN (GRØN)

BROMBÆR

DILD

GULDKNAP (REJNFAN)

GUL SNERRE (JOMFRU MARIAS SENGEHALM)

HEDE BÆR

HYLDEBLOMST

HYLDEBÆR

JORDBÆR

JULESNAPS (A'LA RUSTFRI)

KAMILLEBLOMST

KANDISERET ÆBLE + EGEGRENE

KLITROSEHYBEN

LØVSTIKKE

MYNTE

MÆLKEBØTTEROD

PARADISÆBLE

PORSE

PIL

RØNNEBÆR

SKOVMÆRKE

SLÅEN

TIMIAN (CITRONTIMIAN)

GRØN VALNØD

ÆBLEBLOMST

 

 Onkelfinnsmosteri

 

AGERN (GRØN):

Inspireret af klassikeren & legenden – Grøn Valnød – har jeg forsøgt mig med de grønne agern i vodkaen. De grønne agern skylles, tørres og overhældes med f.eks. vodka. Ifølge rygtet skulle bitteren være en afrundet nydelse, men Onkel Finn venter stadig på det afrundede! Efter 3 års lagring fortyndes dråberne stadig! Der skal måske eksperimenteres med trækketiden? Min grundessens trak 2 måneder.

Onkelfinnsmosteri

BROMBÆR:

Når kampen med fuglene og tornene er overstået (sep./okt.) skylles de modne bær, de dryppes af og hældes i glas/flaske. Bærrene overhældes med den valgte alkohol og tætsluttende låg/prop. Jeg foretrækker en trækketid på mindst 4 måneder, kortere trækketid giver en lidt mere sødlig/vandet smag. Jo længere trækketid, jo flere bitterstoffer udtrækkes - et fif til yderligere forsøg! Filtreres og nyder - ligesom alle essenserne - godt af en hvilepause inden opspædning. Kan også bruges som ”dessert-snaps”!

 Onkelfinnsmosteri

DILD:

De friske skud kommes i glas og overhældes. Trækketid 4-5 dage og filtreres. Essensen skal ofte spædes kraftigt op, så pas på med opstarts-portionens volumen! Rigtig god ved det traditionelle frokostbord - eller ved å-bredden efter en god fangst!

Onkelfinnsmosteri

GULDKNAP (el. REGNFAN/REJNFAN – men helt sikkert tanacétum vulgáre):

Afklip de friskudsprunge blomster, de rystes og afdryppes. Sættes på snaps/vodka i 3 dage. Filtrering og lagring. Bliver med alderen mere rund. Kraftig sag – som ikke bør bydes gravide! Guldknap indeholder stoffet thujon, der er giftig i (seriøst) store mængder … men også er tilladt som tilsætningsstof til madvarer! Planten er tidligere brugt ved djævlebesværgelser, udvortes bekæmpelse af fnat og lopper, og indvortes som ormemiddel til børn … og indtil for få årtier siden også mod spoleorm! Jeg foreslår en forebyggende "behandling"!

 Onkel finn

GUL SNERRE el. JOMFRU MARIAS SENGEHALM:

Om den kære jomfru virkelig brugte planten som aromatisk sengehalm til sit afkom må stå hen i det uvisse, men 2007’s optimale feriesouvenir blev til på næsen af Jylland, da opdagelsen af ”sengehalmen” på stranden nedenfor hytten nødvendiggjorde indkøb af vodka! Høst af stængler i blomstringstiden juni-august – bedst lige før den springer ud! Den fyldige duft fra blomsten og planten med de store mængder æteriske olier flyder direkte over i vodkaen. 2 døgns trækketid – flere kilder advarer direkte mod længere trækketid! En spændende sødlig honningagtig smagsoplevelse, der dog ifølge skrifterne bør lagres så dråbernes karakteristika rigtig slår igennem! Tålmodighed! Planten har været brugt som sårmiddel – og som middel mod hugormebid og andre forgiftninger. Så forebyg gerne inden - eller på - turen i naturen!

Efterår 2014: Der er stadig masser af aromatisk smag - og helsebringende energi - i aftapningen fra 2007. Mådehold og lagring længe leve!

Onkel finn

HEDE BÆR:

Efter en hyggelig tur med naboerne udi den vestjyske natur - med hedens lyngsletter og indlandsklitter - blev aftenens høst af ”swotbær”, tyttebær og enkelte blåbær straks kastet i glas og overhældt. Efter knap 2 måneders trækketid kunne en utrolig smuk dybrød væske filtreres fra. Dejlig aromatisk duft – lidt sprittet smag med herlig, sødlig eftersmag – så også her tålmodighed med lagring.

 Onkel finn

HYLDEBLOMST:

Blomsterstandene plukkes lige inden de springer ud (juni/juli) – rystes forsigtigt for kryb og kravl – og overhældes med vodka eller anden rimelig smagsneutral alkohol. Det er rigeligt med 2 dages trækketid, hvorefter dråberne filtreres og evt. fortyndes. Anbefales ofte at blive nydt ganske ”ung” … inden for de første par måneder efter fremstilling … men jeg har selv udmærkede oplevelser med hyldeblomstsnaps, der næsten er fyldt år.

Sommeren 2014: Aftapning fra 2006 fundet bagerst i skabet - stadig utrolig blomsterpræget duft og smag ... koncentreret og langtidsholdbar forår på flaske!

Onkel finn

HYLDEBÆR:

Endnu en kamp med især stærene skal overleves for at kunne skylle og afdryppe de modne hyldebær (sep./okt.) inden de anbringes i glas/flaske og overhældes. En trækketid på 4 måneder er her også velanbragt. Filtrering, opspædning og lagring. En varm sag ... også brugt mod "ondt i halsen" med 1/4 kraftig hyldebærsnaps og 3/4 kogende vand! HOST, HOST???

Onkel finn

JORDBÆR:

Selv om de små ”vilde” jordbærtyper fra f.eks. skoven er blevet tæmmet til havebrug giver de alligevel en spændende oplevelse i kryddersnapsen. De små jordbær skylles, lufttørres kort og dækkes i glasset af vodka. Trækketid på én uge er et godt udgangspunkt. Filtrering og forsigtig fortynding. En liflig smag af sommer og sol!

Onkel finn

JULESNAPS A'LA RUSTFRI:

Onkel Finns første rigtige Højtidseksperiment! Tak til Lars Rustfri for opskriften (Det er ikke hans egen - men han havde "næsen" for den!). Til denne julehjerteligste stemningsbooster skal der frembringes:

3 hakkede figner

4 kardemommekapsler

8 stk. hel sort peber

1/2 muskatnød

8 hakkede mandler

2/3 vanillestang (flækket & åben)

6 kryddernelliker

2-3 cm kanelstang

1/4 økologisk appelsinskal (helst tørret)

10 safran-støvdragere

Ingredienserne trilles i en flaske og overhældes med 1/2 liter vodka (Eller anden smagsneutral brændevin). Allerede efter 2-3 dages trækketid kan tilsmagningen begynde. Smag evt. på den daglig - men pas på ikke at tømme flasken inden dråberne er tilpas ! Filtreres når smagen er afrundet - i forhold til dine smagsløg! Julesnapsen er på dette tidspunkt klar til at glæde nisser & nissepiger ... men et par måneders lagring kan gøre yderligere underværker. JULEN VARER LIGE TIL PÅSKE??? HO - HO - HO ...

 Onkel finn

KAMILLEBLOMST:

Når man nu siden sine yngste år har fået at vide, at kamille - især som skoldhed kamillete med honning - kan forebygge og kurere alverdens ondskab, hvorfor så ikke også forlænge livet med en kryddersnaps med denne ånd? 20 friskudsprungne kamilleblomst-hoveder afklippes og overhældes med vodka - og trækker derefter 4 dage. Efter filtrering kan dråberne sagtens tåle en kraftig opspædning. En sødlig dram med en meget aromatisk "næse" - en dråbe, der er værd at dufte til! Og ja: Kamille kan ikke kun berolige småbørn og er egnet til kampen mod kolik, mavekrampe, diarré "samt standsning af menstruationer og krampetilstande i de kvindelige kønsorganer" (Kilde: Munkebo/Hjemmebrænding & snapseurter). Det er også en rar smagsoplevelse!

Onkel finn

KANDISERET ÆBLE + EGEGRENE:

kandiseret-aeble

egegrene

Først læser man opskriften i en yderst kompetent og fødevarekyndig herres hyggelige bog - og så googler man en anden løsning! Inspirationen fra Aamanns "Kryddersnaps - med tilhørende retter" holder dog også! Lad os tage en tur i Onkel Finns 2 forsøg - i en pærevælling:

Æblerne skal plukkes: Aamann foreslår Cox Orange eller Ingrid Marie - mens www.raavarecirkus.dk fastslår at alle helt friske spiseæbler er ok! Købes de er det nok en god idé at fange nogle økologiske! Grænseværdier for sprøjtemidler hører ikke hjemme i min snaps!

Derefter studses naboens egetræ for knap-nok-lillefingertynde egegrene (Råvarecirkus foreslår flis fra gamle whisky-tønder - hvis man lige har sådanne stående?).

Der skal skæres æbler - der er prøvet både skiver og både! Disse kommes på en glohed pande - og her er der 2 muligheder: Enten karamelliseres skærsiderne i ca. et minut på hver side (Råvarecirkus mener ikke yderligere tilsætning af sødestoffer er nødvendig). Eller skiverne karamelliseres med tilsætning af 1 spsk. honning (Aamann) til de har en mørkebrun overflade. Hurtig afkøling, så "kogningen" stopper!

Herefter kommes æblestykker/skiver i syltetøjsglas - skiftevis med egegrene, bare for synets skyld. Overhæld med vodka.

Trækketid 4-6 uger mørkt og køligt. Filtrering og lagring.

NB: Onkel Finn er meget tilfreds med versionen med æblebåde karamelliseret uden honning og trækketid på 4 uger. Men en Aamann-version med honning-kandiserede æbler og 6 ugers trækketid står og venter på 1. december 2015!

1. aftapning: Sødlig og afrundet - men egegrenene giver sødmen en tilpas dybde! Rigtig fin snaps til det fine middagsselskab! Og kaffebordet ... og ...

onkel Finns mosteri

KLITROSEHYBEN:

klitrosehyben

Smagen af Vestjylland - simpelthen! De runde sorte hyben høstes inden konkurrencen bliver for stor – både fuglene og kryddersnapseamatørerne er glade for denne frugt - gerne først omkring 1. oktober - det kan dog være nødvendigt før! Der foreslås nogle steder i litteraturen at rense hybenet for frø – og tørre det inden det overhældes med alkohol. Eller at prikke huller i hybenet inden den kommes i alkohol. Onkel Finn foretrækker dog indtil videre den ”dovne” metode med hele skyllede hyben, der dækkes med vodka. Trækketid omkring en måned. Filtrering og forsigtig opspædning. Smuk, rubinrød bitter over i det ”dessertagtige” (NB: Hyben kan sagtens nedfryses til senere brug!).

klitrose

Klitrosen blomstrer karateristisk i hvidt - nu er det blot at væbne sig medtålmodighed og vente på de sorte hyben. Og på smagen af Vestjylland!

Onkel finn

LØVSTIKKE:

løvstikke

Hvem sagde ”Naturens egen Maggi-terning”? En kompleks urtesmag i snapsen? Den må prøves! Friske topskud friskplukket fra Onkel Finns højbed skylles, tørres, kommes i glas og overhældes med vodka. Forventet trækketid 8 dage. Filtrer og smag til! JOMFRUELIGE DRÅBER 2014

 Onkel finn

MYNTE:

mynte

Myntekvistene – hovedsageligt friske topskud – kommes i glas og overhældes med vodka. Trækketid ca. 5 dage (Kan variere lidt i forhold til mynte-arten – der er stor forskel i ”styrke” på de forskellige fremavlede typer). Filtrer og smag! Ofte er det ikke nødvendigt at fortynde! Kan med fordel nydes til et godt stykke chokolade!

Onkel finn

MÆLKEBØTTEROD:

Onkel Finn har forsøgsvis sat 10-12 små/mellemstore velvaskede rødder fra mælkebøtter over i vodka. Litteraturen siger trækketid på enten 2 dage til en uge ... eller ca. 2-3 uger! Her i "Æ' Pralstow" ville jeg først prøve med ca. 2 uger, men efter 8 dage var dråberne MEGET mørkebrune, hvilket måtte antyde, at trækketiden havde været effektiv! Opspædning og prøvesmagning afventes inden yderligere kommentarer! Indholdet i mælkebøtteroden skulle bl.a. være lever-rensende! Hvem har ikke brug for det?

Onkel finn

PARADISÆBLE:

De modne ”mini-æbler” skylles, eventuelt halveres, anbringes i glas/flaske og overhældes. Jeg har prøvet forskellige trækketider, og mener at ca. 2 måneder er rimelig. Den frisk/let syrlige bitter kaldes af nogle lidt nedsættende en ”damesnaps”, men også ”rigtige mænd” bør finde tid til at nyde den!

Efteråret 2014: Efter inspiration fra "Kryddersnaps med tilhørende retter" (Adam Aamann-Christensen) forsøges der med årets høst en trækketid på 5 måneder . Vi afventer spændt resultatet!

Onkel finn

PORSE:

porse

Det er egentlig umulig at beskrive porsebitteren på så lille plads! Der er virkelig mange variationer over hvilke dele af planten, der bruges og hvornår på året! Min ”sikre” opskrift er dog: Pluk de mest friske, lysegrønne blade af busken, skylles, aftørres og overhældes til de dækkes - og lad dem trække højst 2 dage! Kraftig essens til kraftig opspædning!

Efterår 2014: En kraftigt beskåret busk (Voldsomme folk fra Vej & Park?) blev i det milde sensommervejr set skyde friske skud! Kort efter blev der høstet lifligt grønne topskud - og forsøgt med trækketid på hele 5 dage. Smagsprøve venter forude!

porse i vodka

Onkel finn 

PIL:

Pilebarkens indhold af salicin - ophavsstoffet til mange hovedpinetabletters virke - kunne være indfaldsvinklen til denne bitter! Forebyggelse af tømmermænd, mens man nyder alkohol? Næppe! Men eliksiren af friske pilekviste (uden blade), der har trukket 3 måneder, har også opspædet en flot mørkebrun farve - og en herlig smag! Vinder absolut ved lagring. Pilekvistene kan høstes hele året.

Onkel finn

RØNNEBÆR:

rønnebær

Hvis man tør vente på nattefrosten inden man høster rønnebærrene, bliver bitteren mere sødmefuld. Hvis man vil snyde fuglene, der også er begejstrede for bærrene, men ikke ganen – kan man tiltuske sig frosten ved at lade de lidt tidligere høstede bær overnatte et par dage i fryseren. Herefter sættes de på vodka/snaps imellem 14 dage og en måned. Filtrering og opspædning efter lyst. Synes rønnebærsnapsen stadig for sur (”sagde ræven”) kan en knivspids honning gøre underværker! Vinder ved lagring.

Efteråret 2014: Årets høst trækker kun 8 dage. Smagsprøve venter forude!

Onkel finn

SKOVMÆRKE:

En overraskende mild, rund & blød bitter (til tider ganske "parfumeret"), der smager lidt af ”skoven om sommeren”! Høsten er allerbedst i maj, hvor ca. 20 hele planter (minus rod!) rystes for kryb og anbringes i glas/flaske og overhældes med ca. 30-35 cl. snaps/vodka. Trækketid ca. 2 dage. Modsat de fleste andre kryddersnapse kan jeg ikke anbefale at lagre denne sene "forårshilsen" i årevis ... denne liflige dråbe bør nydes inden efterårets komme! (NB: 2006-høsten smager nu overraskende godt også i juni 2007 - så igen: Smagsoplevelsen påvirkes af både af "høsten", spiritustypen, trækketider, opbevaringstemperaturer og evt. opspædning ... og meget mere!?!).

Onkel finn

SLÅEN:

Igen et bær, der skal tålmodighed til … ved høsten. Så længe som mulig skal de modne bær udvikle smagsstoffer. Et par dage i fryseren kan også her gøre gode tjenester for smagsløgene. Overhæld med vodka/snaps og lad dem trække i ca. 2 måneder. En dybrød bitter filtreres og fortyndes efter smag og behag … kan evt. også sødes med en knivspids honning.

Onkel Finn

TIMIAN & CITRONTIMIAN:

Krydderurten giver - især i citrusudgaven - efter blot 2 dages trækketid (En ordentlig dusk dækkes af vodka i et glas med låg/prop, filtrering, opspædning) en meget forfriskende bitter, der kan vinde yderligere ved at serveres lettere afkølet. Udtræk af timian har været brugt som middel mod bl.a. høfeber ... så PROSIT & SKÅL!

Onkel Finn

VALNØD (GRØN):

Indtil videre er dette den mest tålmodighedskrævende bitter på Onkel Finn’s hylder! Men rygtet om smagen taler så sandt, at man gerne ofrer denne eliksir den ekstra opmærksomhed. De grønne valnødder høstes først i august (”Den 8/8 kl. 8!”, siger et gammelt mundheld). Flæk nødderne, som jo nu har opnået fuld størrelse, i kvarte. Fyld dem på et glas med skruelåg og overhæld dem med vodka/snaps. Glasset bør kun være ca. halvt fyldt op – de næste måneder rysten og ilten gøres nemmere derved! Essensen skal nemlig efterses mindst én gang i ugen – rystes og iltes (låget skrues af et øjeblik) – og man kan således følge med i farveændringer og duft. For bliv ikke forbavset: De før så friskgrønne nødder bliver meget sorte og meget slimede! Men det viser blot, du er på rette vej til herre-nydelse! Først til jul filtreres den nu mørkebrune essens og stilles til ro i mørket. Omkring august – ved den nye høsttid! – filtreres dråberne igen og kan nu spædes op – måske endda så meget som 1 dl. bliver til 1 liter! Stærke sager … men den er først så småt nydelsesberettiget når vi igen når jul! Altså minimum 1 år og 4 måneder efter høst går der inden man ”må” føle de ædle dråber ramme ganen! Kan med stor fordel lagre i mange år (Hvis man ellers kan holde snitterne af den!). Prøv den – det er en virkelig legende!

Onkel Finn

ÆBLEBLOMST:

æbleblomst

Æbleblomsterne plukkes gerne en solrig forårsdag, lige deromkring, hvor blomsten springer ud. Så når de hundens flittige bier ikke at snuppe for meget af den fine nektar! Fyld et glas med blomsterne og tilsæt vodka - sæt låg på. Trækketid – første forsøg 2014 - 2 uger. Gylden snaps, der har godt af lidt hvile inden nydelsen. JOMFRUELIGE DRÅBER 2014

 æbleblomst 2

Onkel Finns Mosteri

Store oplevelser med små fisk? Pausefiskeren.dk