På tur med Pausefiskeren - 07.04.2019: Stadil Fjord

En ikke uvæsentlig mængde af vandmasserne i Western Wetlands rummes af mægtige Stadil Fjord, der til trods for sit navn er klacificeret som en ferskvandssø. Overfladearealet vipper omkring de 16 kvadratkilometer. Ikke mindre end Danmarks 4. største sø! Så der er nok at gå på opdagelse i for en lille Pausefisker i sit badedyr!
 
Og det bliver der heller ikke lavet meget om på ved en impulsiv formiddagstur i den bedste kirketid! At blive stedkendt på denne store lavvandede sø kræver  mere end en småbuttet fætter med svømmefødder og 2 tilriggede UL-aborre-stænger ...
 
Stadil Fjord Alrum Strand flydering
Romantik ved Alrum Strand? High Rider'en står virilt og afventer at møde det våde element. Forårsfornemmelserne havde dog nok ikke fået alt for godt fat i det polske ægtepar, der fiskede fra badebroen. De fiskede koncentreret og kastede ihærdigt deres agn ud ... på ca en halv meter fiskeløs vand.
 
Stadil fjord railblaza aborre
Pausefiskeren ville ud på dybet ... og fiske sortstribede banditter på "skrænterne" ned til de ca. 2-2,5 meter, der skulle være ca. ud for stranden. Der blev lokket med Ned-rig og andre jigs på UL-spinnestangen og med drop-shot-rig driftende over bunden - periodisk blot som “selvfiskende” bonus-stang  i stangholder.
 
Railblaza flydering foto
Mens vi venter på evt. fangst-resultat bringes der lige opdatering fra "Pimp dit badedyr"-projektets næste trin: Nyindkøbt Railblaza "Platform Boom 150 Pro Series" gør, at der fremadrettet ikke behøves at mangle "Selfish-fotos" af Pausefisker med fangst! Skulle dagen i dag mon ikke kunne give en test af Pausefiskerens motorik ved klargøring af kamera og selvudløser med slimede fiskefingre - og en sprællende fisk i fangstnettet?
 
Pausefiskeren lystfisker fishy mate
Nej! Efter flere agnskift og driften rundt på både lavt - og knap så lavt - vand, accepterede den knap så tålmodige Pausefisker en test af det nye Selfie-grej UDEN skællet ven i hænderne! Men dog med rigtig fin fokus på den koncentrerede vestjyde!
 
musling stadil fjord vestjylland
Og wupti - helt uden fangst fra fjordens "dyb" blev det ikke! Det gav et gevaldigt ryk i drop-shot-stangen, da denne ferskvandsmuslig grådigt angreb drop-shot-synket!
 
NB: Gad vide om et trin 3 i "Pimp dit badedyr" skulle medføre installation af ekkolod/fiskefinder på High Rider'en? Ikke at det garanterer flere fangster - men så kan man da bedre finde de rigtige undskyldninger ...
 
 
prop pausefiskeren
Store oplevelser med små fisk? Pausefiskeren.dk