Tekst © Steen Ulnits
Historien lånt fra bogen ”Absolut sandfærdige fiskehistorier” (Ulnits Bøger – 2002) med tilladelse af forfatteren – find denne og mange andre af Steens bøger på www.steenulnits.dk - både som papirsbog og som e-bog!
Jeg er født i Ringkøbing i det mørkeste Vestjylland, men vokset op flere forskellige steder i landet. Jeg føler mig således lige meget eller lige lidt hjemme mange steder.
Alligevel er det altid specielt at komme tilbage til sine rødder i det vestjyske, hvor der er højere til loftet end de fleste andre steder. Hvor der er færre mennesker og mere plads. Og da så min morbror Reinar for snart mange år siden bosatte sig lige uden for Ringkøbing, kunne jeg passende kombinere min passion for fiskeri med lidt familiebesøg.
Samtidigt var min morbror begyndt at fiske ind imellem, så han kendte efterhånden de lokale fiskemuligheder ganske godt. Jeg fandt derfor et nyt fristed i det vestjyske, når jeg trængte til et pusterum fra biologistudierne i Århus. Et sted at bo og et sted at fiske. Hvad mere kunne man forlange?
Vi fiskede fladfisk fra Vestkysten og regnbuer i de mange Put & Take vande, der allerede dengang fandtes på disse kanter. Men mest fascinerende var fiskeriet i de små åer og bække, der også findes i området. Heriblandt den lille Hover Å, der løber gennem Sandal Plantage, før den tømmer sit vand ud i Stadil Fjord . Her tilbragte vi mange gode timer og fangede mange fine fisk
En lun, men grå majdag var vi taget til åen efter aftensmad. Som sædvanlig parkerede vi bilen oppe i plantagen og gik så ned til åen, hvor vi fordelte os – Reinar nedstrøms og jeg opstrøms. Vi ville så mødes senere på aftenen, når mørket stundede til.
Vindstille gjorde det let at styre fluestangen og placere fluen i det smalle åløb. Og fisk var der også. En hidsig halvkilos regnbue tager min hårvingede Bloody Butcher i et skarpt sving og hopper højt ud af vandet med fluen synlig i munden. Den er sølvblank og i fineste kondition, hvorfor den kommer med hjem.
Et par mindre fisk senere er jeg nået ned til et af åens dybere høller – der, hvor Reinar året før fik en imponerende bækørred på over 2 kilo. For øvrigt på en lille rød Reflex spinner. Sådan en fisk kunne jeg rigtigt godt tænke mig at få på fluen!
Det tænker jeg, mens jeg fisker mig ned gennem svinget. Centimeter for centimeter finkæmmer jeg åens vand, og da jeg er nået næsten ned på det lige stykke efter svinget, vender en gylden bredside bag fluen. Det var ingen lille fisk!
Med hjertet oppe i halsen bakker jeg et par meter tilbage og fisker stedet igennem igen. Og én gang til. Men intet sker. Fisken er væk eller har mistet interessen. Pokkers.
Jeg nyder dog stilheden ved at være alene ved denne dejlige å i Vestjylland. Solen er gået ned bag de høje graner, og mosekonen er så småt begyndt at brygge over åens blanke vand.
Da fanger en bevægelse på modsatte bred mit blik. Dér – midt i mosekonebrygget – kommer en ung kvinde gående. Ja, hun nærmest svæver afsted med sit lange gyldenblonde hår og iført en hellang, hvid lærredskjole.
Jeg måber først og undrer mig så. Jeg har intet hørt – ingen bil køre forbi eller en bildør smække. Og hvordan kan hun gå så ubesværet i det ujævne terræn?
Hun tager ikke notits af mig, men fortsætter uanfægtet og ganske roligt ned langs åen. Til sidst er hun væk i mosekonebrygget.
Tilbage står jeg med en underlig fornemmelse og nakkehår, der har rejst sig en smule. – Hvad var det, jeg netop så? – Et lyslevende spøgelse eller blot en ung kvinde på en noget usædvanlig spadseretur?
Jeg prøver at ryste oplevelsen af mig, men det lykkes ikke rigtigt. Jeg fisker ukoncentreret videre, mærker intet og mødes som aftalt med Reinar oppe ved bilen klokken ti.
Han har ikke fanget noget særligt, men da jeg spørger ham, om han ikke har oplevet noget mærkeligt, kigger han forbavset på mig. Jo, han havde set en ung kvinde med langt, gyldenblondt hår svæve forbi på den modsatte side af åen, klædt i en lang, hvid kjole. Og han har undret sig over, hvad det var, han så.
Det lytter jeg til med stor lettelse. Jeg var virkelig begyndt at komme i tvivl om, hvorvidt jeg havde set syner eller ej. Om det blot var noget, der havde udspillet sig i min fantasi. Nu var vi to, der – uafhængigt af hinanden – havde set det samme fænomen på samme tid og sted.
Ganske vist tror jeg på, at der findes mere mellem himmel og jord, end man umiddelbart kan se og erkende. Men det var første gang, jeg selv oplevede noget, jeg ikke kunne forklare. Og det føler jeg mig – i dag som uddannet naturvidenskabsmand – ikke helt tryg ved.
Episoden gik i glemmebogen og lå dér i mange år. Så en dag sad jeg og kiggede på nogle generalstabskort fra netop dette område. Mit blik fulgte nogle højdekurver i landskabet og faldt så på en lille bakke med navnet ”Kvindhøje”.
Øjeblikkeligt rejste mine nakkehår sig, som var jeg sat år tilbage i tiden, og billedet af den hvide kvinde stod lyslevende foran mig igen.
”Kvindhøje” ligger nemlig på den anden side af Hover Å, nær Sanddal Plantage – kun få hundrede meter fra det sted, min morbror og jeg begge mødte kvinden i hvidt …
Jeg har siden ofte tænkt på at opsøge stedet for at snakke med lokale folk om navnet og høre om dets oprindelse. Men indtil videre er det blevet ved tanken.
Og måske tør jeg slet ikke?