Pausefiskeren / På tur med Pausefiskeren / På tur med Pausefiskeren 2019 / 17.05 + 18.05.2019 - Den Gamle Grusgrav

På tur med Pausefiskeren - 17.05 + 18.05.2019: Den Gamle Grusgrav featuring FiskeFoto.dk

Store Mededag på Store Bededag! Toyota'en var pakket med alt godt fra Æ' Pralstow ... og skuret ... og loftet! På en mede-rigtig overnatning i Eastern Highlands sammen med Kasper fra FiskeFoto.dk må man ikke gå ned på grej!
 
Målsætningen var klar: Suderne - og måske karperne - i Den Gamle Grusgrav skulle bydes op til dans i forårsnattens skumle mørke. Og denne gang havde vi kun selve søen at fiske i, for den oversvømmede eng, hvor vi flere gange har stalket legesyge karper, var overhovedet ikke oversvømmet! 
 
hemmelig sø den gamle grusgrav
Fortryder man lidt den massive oppakning, når man genopdager den lange, lange snoede sti gennem krat, eng og skov ned til søen? Eller takker man blot Moder Natur for at få lov til at nyde de pragtfulde omgivelser på både første og anden vandring fra parkeringsplads til sø? Vi valgte vist det sidste - med tilpas sved på panden ...
 
Den tiltagende støvregn og den ikke alt for høje forårstemperatur fik dog efterfølgende udvisket sveddråberne. Men vi var selvfølgelig beredte på en forårsnat i DK. “Stop talking weather!”, som Geoff siger!
 
karpe hybrid fiskefoto.dk
Kasper var i gang med at forfodre på pladsen og havde kroget flere mindre skaller, inden Pausefiskeren havde rigget sine stænger til. Og ... haps! En tungere fisk huggede også kort efter opstart på Kaspers flådfiskede majs. 
 
karpe hybrid fiskefoto.dk
En gylden karpe-hybrid var blevet lokket af forfodringen. Kasper har også tidligere fanget en del karpe-skalle- og/eller karpe-karusse-hybrider i søen.
 
aborre fiskefoto.dk
Pausefiskeren når at komme i gang med at lande en håndfuld mini-skaller - men på Kaspers bundtackel med orm var der pludseligt noget, der rykkede! En fin aborre omkring de 30 cm. Straks blev begge fiskere animeret til at rigge bonus-stænger med flådfiskede skaller til ... der findes jo større sortstribede røvere i søen!
 
skalle medefiskeri
Efter et par timer med ganske små skaller på majsen, trak det lidt bedre i Pausefiskerens snøre. Tjoh, en ganske aggressiv skalle på over 25 cm. Det fremtvang da et lille smil i den vedvarende støvregn.
 
fiskecamp lejr medefiskeri hygge
Da fiskeriet ikke just gav de gæve lystfiskere alt for høj puls, tog de konsekvensen og meldte "Time-out" og lod et øjebliks fred falde over fiskecampen med en god kop øl.
 
medefiskeri baitrunner
Prologic-bundstængerne og baitrunner-hjulene var først rigget op til og målrettet det større medevildt - altså de skællede venner Tinca tinca og Cyprinus carpio. Men mon ikke man skulle gøre klar til et alternativt sats med skalle på krogen efter lidt større aborrer?
 
fiskecamp aftensmad primus fiskefoto.dk
Pausefiskeren havde snydt hjemmefra med aftenens menu, så den blot skulle varmes. Derfor var det måske ganske nemt for den glade webredaktør fra FiskeFoto.dk. at finde sin husmoderlige side frem?
 
mørbradgryde fiskecamp lejrmad
Dejlig krydret og cremet ... mørbradgryde med smoked paprika, cayennepeber, Theilgaards bacon og rigelig fløde! Serveret med en "Tørfisk/Dabs Pilsner" fra Hvide Sande Bryghus. En øl, der efter Kaspers erfarne vurdering, smager af "noget"!
 
død tante cocio fiskecamp lejrliv
I timerne efter aftensmaden stod skallerne fortsat i kø på foderpladsen. Inden en kort tur i soveposen blev skumringens højdepunkt således en "Død tante", varm Cocio med en sjat mørk rom ... med salig hilsen fra vores gode ven "Don Papa".
 
Drikken virkede beroligende på de to fiskere - og ikke mindst lød Kasper meeeeget afslappet lidt senere inde fra hans primitive, men effektive bivuak. Drøbelen var vist det eneste, der var i rotation under vindpåvirkningen ...
 
natfiskeri medefiskeri
Jimi Hendrix nåede nok 30-40 sekunder hen i "All Along The Watchtower" på mobilens vækkeur inden Pausefiskeren blev trukket ud af søvnen - og herefter soveposen. "Suderne bider kl. 4", som Kasper sagde for efterhånden nogle år siden! Det skulle selvfølgelig igen afprøves. Gøgens kukken og en voksende skare af mindre fugles kvidren dannede et lækkert bagtæppe for de første kast med majs ud på det stille vand. Tinca tinca var dog ikke på pladsen, men skallerne mellem ca. 12 og 20 cm stod fortsat i kø. Så i det mindste blev det hurtigt muligt at rigge aborre-stangen/bonus-stangen til.
 
Kort før kl. 5 skete der noget med bonus-stangen: Flåddet dansede uroligt et øjeblik - og smut, så blev det trukket under på vej ud mod søens midte. Tilslag ... et par hurtige hovedryst i dybet ... og ingenting! Fisken havde sluppet. Agnfisken var sikkert tilpas forskrækket, men dog stadig frisk, og blev behændigt kastet ud på samme plads igen.
 
aborre medefiskeri
10 minutter senere var der igen bud efter skallen - og denne gang sad tilslaget perfekt. Pragtfuld aborre på 33 cm lyste efter en fin fight op i morgendisen - og årets ind til videre største sortstribede røver kunne måske overskygge de manglende suderhug?
 
aborre medefiskeri
Skallestimen forsynede med "frivillige" agnfisk - og et kvarters tid senere var der igen gang i bonus-stangen. Det hurtige målebånd sagde 31 cm. Men mon der ikke var større fisk derude? 
 
skalle natfiskeri medefiskeri
Pausefiskeren blev hevet ud af sin skalle-mede-trance, da Kaspers bidmelder hylede. Det vækkede ikke Kasper, der stadig lå og småsnorkede i sin bivuak. Så hans første fisk denne morgen må kroges uden ham. Et kort øjeblik overvejes om skallen skal ind i soveposen til ham ... 
 
aborre medefiskeri agnfisk
Dobbelthug! Flåddet på foderpladsen tiltænkt suder og karper - men generelt besat af skaller - gik ned, og ganske forbløffende havde en 32 cm aborre indhaleret den lille krog med majs! Under afkrogningen dansede bonus-stangens flåd pludselig også. Majs-aborren blev pakket ind i den våde vejeslynge i vandkanten - og fighten med en større aborre kunne begynde! Tilslag og fight! Upsedasse, den var da lidt større! Men hvor meget?
 
aborre medefiskeri
Glimrende! 38 cm velfightende røver kommer en hurtig tur på måtten.
 
aborre medefiskeri agnfisk
Double-release! Begge aborrer fik friheden igen (Lige som alle andre aborrer på missionen). Der er brug for alle striber ude i Den Gamle Grusgrav til at æde skaller!
 
aborre medefiskeri agnfisk
Pludselig hylede Pausefiskerens ene bidmelder. Baitrunner'en gav line. Med en agnfisk på krogen kunne det vel kun være et sæt striber ... jep! En lidt bleg, men tilpas stærk, røver på 34 cm havde hugget skallen på bundtacklet.
 
aborre medefiskeri agnfisk
Kort efter var der igen bud efter skallen på bonus-stangen. Dejlige vip i stangspidsen efter tilslaget indikerede en fin hovedrystende kriger på farten. Fightet op af det mørke vand midt i morgendisen udløste fisken brede smil - var det morgenens - og turens - største? En hastig tur på måtten viste 39 cm! Pausefiskerens 2. største aborrefangst i verdenshistorien!
 
Jow, jow! Selvfølgelig ville det da have været rart med suder og/eller karpe - men at fange 6 sæt striber mellem 31 og 39 cm er faktisk helt i orden!
 
lejrliv fiskecamp pandekager
Fiskeriet blev efterhånden lige lovlig stille - men det var vel bare et vink med en primus om, at morgenmaden burde serveres! Kaspers hjemmelavede pandekager - og kirsebær i rom. Og en lille Skjern-kaffe til. Aaaahhhhh ...
 
lejrliv pandekager fiskecamp selfie
En tilpas uskarp farvel-selfie! Der blev ikke kroget flere skællede trofæer på turen til Eastern Highlands og Den Gamle Grusgrav. Men endnu en bragende hyggelig omgang natfiskeri i godt selskab i herlige omgivelser giver lyst ... til livet ... og til mere fiskeri! I'll be back!
 
 
Supplerende fotos © FiskeFoto.dk
 
 
prop
Store oplevelser med små fisk? Pausefiskeren.dk