Tekst & foto © Pausefiskeren
Ligesom en vellagret kryddersnaps bliver de fleste lystfiskerhistorier bedre med tiden! Og ... ligesom med kryddersnapsen ... er de uundværlige ved vinterens lænestolsfiskeri med bøger, fotoalbum og flygtige tanker. Jeg har længe haft lyst til at nedfælde følgende lille historie, inden de utallige genfortællinger, som min gamle kollega og gode fiskekammerat Kjeld godter sig med, udvisker dramaets sande omfang. Her følger så en grøn fluefiskers første ”succes” med fluekæppen:
”... endelig tager den klukkende å fat i fluelinen og retter fluens bane over mod den lille strømhvirvel ... var ørreden der mon endnu, eller blev den skræmt af det lidt kluntede kast? Nu skulle ... YES ! Et kontant hug ! En serie af små lyn sendes ned gennem den ak-så-jomfruelige 9-fods fluestang ... min første fight på fluegrejet er en herlig realitet!
FLASHBACK
At jeg overhovedet var i stand til at fiske denne aften var et sandt mirakel. Dagens tildragelser ved fiskevandet havde nemlig været både sveddryppende og hårrejsende.
Kjeld og jeg var ellers overbeviste om, at dagen i dag skulle blive vores gennembrud som fluefiskere: Det var absolut perfekt fiskevejr, vandet tilpas i temperatur og mængde - kære, gamle Holme Å ligefrem lugtede af fine fedtfinner - og grejet var toptunet. Vores kasteteknik lod dog nok lidt tilbage at ønske, selvom især Kjeld jo egentlig burde udvise mere graciøs behandling af fluekæppen med 20 år mere på puklen! Men øvelse gør som bekendt mester, og så længe man kan skiftes til at komme med flabede bemærkninger om utraditionelle blindkast og ”DM i Vindknuder”, lærer man vel også noget af hinanden ...
De første par timer fik vi givet nogle hjemmebundne kreationer piskesmæld - men endnu ingen fast fisk. Vi havde dog på vores jagt efter åens fedtfinner fået naturen på tæt hold. Nogle gange endda alt for tæt - ikke alle græstuer er, hvad de udgiver sig for! Utallige gange svuppede skridtstøvlerne i til over knæet ... og man skal ikke overveje for længe, hvordan man kommer op! Muddervakuum og en kropsvægt over 90 kg. er en dårlig kombination!
Periodisk fik vi kastet til ringende fisk - når ikke forfanget var solidt forankret i det mangrovelignende krat, der også skulle passeres ... med fare for at afkorte stangen med flere fod!
Som aftenen nærmede sig, begyndte myggene at melde deres ankomst. Hurtigt mærkede jeg kløen og kravlen under den svedige kasketkant og under skjortekraven. Koncentrationen omkring det perfekte kast sivede stille ud - i takt med det blod, der flød ud i næste myggegenerations tjeneste. En kort smålunken ølpause i Kjelds selskab skaffede dog lidt lindring - ingen bidske bæster tør nærme sig røgfanen fra hans hjemmerullede cigaretter!
Næste forhindring tonede snart frem fra krattet: En passage af et lille tilløb. En bjælke på godt og vel 20 x 120 cm virkede jo egentlig ret overkommelig, og Kjeld skøjtede da også pænt og elegant over den tilgroede kanal. Jeg var næsten ovre og begyndte at koncentrere mig om åens videre forløb, da min venstre støvlesnude ramte en snor, skjult af det høje græs ... og mistede fodfæstet.
Det lille tilløb var overraskende dybt - og koldt! Begge skridtstøvler var nu fyldt med okkerfarvet, køligt vand, og Kjeld spurgte pænt, om jeg ikke ville række ham kameraet, inden det blev vådt! Og, fortsatte han, desuden burde jeg jo være glad for, at de gamle skridtstøvler ikke var helt tætte - så kunne vandet da selv rende ud igen ...
Jeg kravlede op af den lumske kanal og konstaterede, at den forræderiske snor var fæstnet til en krebseruse i åen, og at Kjeld storgrinende humpede over et el-hegn for at komme sig over synet. Jeg sendte den krebse-spisende-bredejer en venlig tanke og fulgte min ”gode” kollega over hegnet. Jeg smed den grødefyldte udrustning med et stort suk, tog den ene skridtstøvle af og tømte den for vand ... da Kjeld pludselig udråbte: ”J-Je-Jeg har ellers hø-hørt, at de-de er meget fredelige!”. 4 store skotske højlandskvæg med hornlængder på mindst 1,5 meter traskede nysgerrigt imod os ud af de store tidsler og det høje græs. De standsede en stanglængde fra os. Kjeld lød ikke til at tro på, hvad han havde hørt, og jeg overvejede kort at turbo-sjoske med én vandfyldt støvle og kaste mig panisk over el-hegnet små 5 meter væk. Men min odds-beregning gik i stå, da det langhårede stykke kreatur, der stod tættest på, fnyste en dampsky a’ la en mellemstor bardehval! Imens genvandt Kjeld mælet og begyndte nu at Zorro-fægte med fluekæppen og udstøde uartikulerede strubelyde for at jage dem væk. De hornbærende skotter kiggede lidt på hinanden og bukkede sig ned - for at inhalere flere kilo friskt grønt ... ingen interesse for menneskekød ... TAK!
Men altså: Roen sænkede sig igen over ådalen - og vores nerver! Den sidste kaffe blev indtaget, mens jeg ventede på, at støvlerne skulle dryppe af og blive kampklare igen. Fiskeriet blev bedre ... og ”JA, SGU’!”, jeg fik min første fluefangede ørred. Og mange andre oplevelser. Hvem har dog brug for Sibiriens og Nordnorges bjørne, ulve og storlaks? Eventyret findes da også i min vestjyske ”baghave”! Naturens intensitet og fighterglæden afgøres jo ikke alene af den tilbagelagte rejseafstand.
Og fisken?! I solens sidste gyldne stråler skinnede skællene om kap ... på regnbueørredens smukke 18 cm. ... inden den med en plaskende halefinne-vinken gled ud af min hånd og igen strøg ud i friheden i den klukkende å …”.
