Så blev det helt officielt sommer! De stribede banditter stod i kø under broen over kanalen mellem de 2 fjorde! Tid til at starte det klassiske fyraftensfiskeri med korte sessioner på vej hjem fra job!
Pausefiskeren blev hilst pænt velkommen hjem til den gamle købstad sidst på eftermiddagen - mon de stribede også var så venlige?
Der var igen fyldt op med skaller og nok også andre glitrende sølvfisk omkring broen. Ligesom sidste år lagde de nærmest låg på kanalen. Var der mon mulighed for at finde de små og mellemstore predatorer på kanterne af og under disse stimer?
Der skulle ikke mange kast med dropshotstangen til før årets første vestjyske aborre kunne inviteres på fotoshoot! Et mindre, men ganske farvestrålende eksemplar huggede på det nyeste impulskøb af tysk gummi fra LMAB.
Friske fisk kunne hentes ud fra skyggen under 1000-vis af skaller. Simpelthen pragtfuldt!
UL-dropshotstangen fra Savage Gear er blevet rost og anmeldt her på siden mange sidste år - men gummidyrene var ganske nye i Pausefiskerens grejsortiment: KØFI Bleak Pintail opleves holdbare - og ganske attraktive fra et fiskeperspektiv!
Sessionens største sæt striber - på vej over de 28 cm. Tilpas med rusk i den tynde stangspids!
KØFI Bleak Pintail var virkelig overbevisende: Dagens mindste aborre på knap 15 cm indhalerede den komplet! Pintailen må have kildet helt ned i haleroden! Fornøjelig opstart på fyraftens-sessionerne med 18-20 fisk på omkring 45 minutter - lad bare grejet blive i bilen de næste uger!