Forår! Så skal man da ikke uafbrudt rode rundt i haven? Efter både lørdag og søndag i kamp mod ukrudt og ikke-færdiggjorte haveprojekter fra de seneste 4-5 år (... pyh!), blev det tid til en omgang saliggørende skællet mindfulness ved kanalen mellem de 2 fjorde.
I løbet af vinteren havde Pausefiskeren et par gange kærtegnet den gamle Leeda quivertip-stang, der alt for længe blot havde været en udstillingsgenstand på Æ' Pralstow. Mon ikke det var tid til at få den støvet af og indsat den i tjenste igen - f.eks. i mission "Forsvar din danmarksrekord"?
2 stænger lagt ud i strømmen (i tilpas læ fra den kraftige vind) og første krus kaffe hældt op! Det må mindst være Trin 3 på trappen til The Temple of Fishy Mindfulness!
De friskgravede orm, som var det eneste lyspunkt ved roderiet i haven, blev agnet op på bundtacklet - og blev med Leeda Bomb-quivertip-stangen sendt lettere nedstrøms landevejsbroen. Stangen blev indlemmet i Pausefiskerens arsenal midt i 90'erne, og har bl.a. fightet en hel del brasen tilbage i Esbjerg-tiden.
Det tog lidt mere end et krus kaffe inden det første genkendelig hug kunne aflæses i den tynde udskiftelige stangspids - men så var det også tydeligt! Tilslag - og et par serier af små hidsige hovedryst. En lille aborre? Nix! Det var simpelthen målet for dagens mission: En velvoksen hork med sejlet hejst meget virilt!
Faktisk kan man ikke forsvare sin danske mikrorekord i hork bedre - end at fange en fisk på akkurat samme mål! Med 17 cm tangerer den rekordfisken fra 1. november sidste år! Denne her var måske endda tungere! Pragtfuldt!
Med rekord-tangering - og fejring af denne med kaffe, chokolade og en lillebitte rom - så når man vist helt op på Trin 6 på den skællede mindfulnes-skala!
Quivertippen spændt op til lir! Det var da et glædeligt gensyn! Der må vist tastes et par ekstra medeture ind i årets fiskekalender! Hvornår har Pausefiskeren egentligt sidst kroget en anstændig snotplade aka brasen?
Alt for store blev armbevægelserne dog ikke! Først kort før missionen blev afbrudt (efter ca. 2,5 time) varslede en række vip i stangspidsen dagens 2. fisk! Årets første aborre var i en størrelse, der giver god grund til snart at skulle afsted efter de rigtige sortstribede røvere!