Chefredaktøren på FiskeFoto.dk ville tage den nærmeste omvej fra det østjyske til et friskt havkatte-togt på Vesterhavet - via et par sessioner ude i de forårsramte vestjyske vådområder.
Og Pausefiskeren bed på - for Kasper havde måske et godt bud på et "ukendt" hotspot i nærområdet?
De 2 webredaktører fandt hurtig gejsten ved første (og næsten ukendte) spot - der var dramatiske spor af fisk umiddelbart med ok størrelse - der under alle omstændigheder ikke var blevet genudsat! Men om skællene i græsset skyldtes Homo sapiens med en fiskestang eller en pelsklædt jæger med sultne unger kunne ikke lige afgøres.
Området blev afsøgt grundigt med gummidyr - og Pausefiskeren fik en ordentligt hug! Tæt på PR-ferskvandsmusling ...
Aktivt fiskeri gav ikke yderligere ryk i krogene - så der blev rigget op med bundfisket orm. Det måtte da kunne lokke den ene eller anden art til at bide? Imens huggede de gæve stangsvingere på en lummer kryddersnaps fra Onkel Finns Mosteri - med safterne og ånden fra de saliggørende klitrosehyben! Vestjysk skål!
Der blev efter yderligere en times manglende aktivitet under overfladen skiftet spot - men også her 10-12 minutter længere nordpå var det som ved det døde hav! Ormebadning og små gummidyr lokkede absolut intet frem fra de spæde åkander. Var alle de kære skællede venner måske optaget af at formere sig?
Wup! Efter næsten 6 timers fiskeri lykkedes det! Dagens første, største og eneste fisk til Pausefiskeren! En meget ung Perca fluviatilis huggede på en bundfisket orm. Aborren var ikke meget større end Kaspers overskæg, men en fisk er en fisk!
Det fik den unge østjyske webredaktør op på dupperne! Han piskede op og ned ad bredden med sin flådfiskede orm - og en halv time senere kunne han hæst triumfere med et nydeligt eksemplar af en rudskalle!
PS: Kasper skulle jo egentligt afsted på havet efter havkat - læs mere om denne ekspedition på FiskeFoto.dk via dette link: