Striber fra kanalen som dagens gave? Det klassiske fyraftens-fødselsdags-fiskeri for gammelfar Pausefisker skulle da også forsøges i denne sæson!
På vandringen til kanalen mellem de 2 fjorde blæste Dannebrog flot & frisk i vestenvinden ved hotellet ikke langt fra vandet. Nok ikke til ære for Pausefiskeren, men alligevel ...
Vandet var rimeligt brunt, så valget af agn var ikke en svær beslutning: Den gule version af High5Lures Drop9 har før vist sin effektivitet på dropshot-rigget under disse forhold. Og efter ganske få kast med gummidyret hilste dagens første sæt fødselsdags-striber da også på!
Den sidste bro inden udløbet i Ringkøbing Fjord. Og heldigvis med en læside, når vinden ruskede ind imellem.
Der var ikke helt så meget gang i banden af stribede banditter, som der tidligere har været her sidst på sommeren. Og størrelsen var heller ikke voldsom - men selv de mindre eksemplarer af Perca fluviatilis kunne sagtens inhalere hele gummi-agnen.
Summer-vibes ved betonkanten! Selv Pausefiskerens skygge er blevet lidt mere rynket de seneste år ...
Frisk og frejdig - en aborre i fuld pragt og med tilpas attitude!
Tak til Vonåen for endnu en fødselsdags-session med en tilpas omgang skællede, metalgrønne gaver med striber! Mon ikke man kan håbe på en omgang mere seriøs after-party, når der forhåbentligt kommer rigtig godt gang i fiskenes efterårs- og vinterklargøring?