Sorte striber over gennemsnittet var endnu en gang i Pausefiskerens tanker, da muligheden for at trække stikket på arbejde lidt tidligere end forventet opstod. Efterårssolen måtte da vække de grumme banditter til et ædegilde inden kulden for alvor kom anmasende?
En mission for High Rider'en i Western Wetlands! Og det kunne da ikke være en Mission Impossibel?
Strålerne fra solen varmede behageligt på ryggen, mens Pausefiskeren sagte stævnede ud i badedyret. Fjordens rolige overflade blev kun forstyrret af de rytmiske vip med svømmefødderne - og periodisk riflet af vindpust. Mon vejret var alt for godt til at efterstræbe de vestjyske striber?
Førstevalget i grejboksen var igen Z-mans Ned-rig. TRD'en i farven "Mud Minnow" blev slynget rundt omkring rørskoven og på lidt dybere vand med UL-stagen - men uden et eneste livstegn i det brunlige, men uvant klare vand.
En byggekran troner sig op mod en blå vestjyske himmel downtown Nymindegab! Højhus med fjord- og havudsigt i det flade hedelandskab på vej?
Efter en times tid uden hug på "den sikre" gummiorm fra Nordamerika, måtte der tænkes ud af boxen! Den lille Mini Fat Rap fra Rapala var da et frækt forsøg ... men også den vimsede forgæves rundt efter en sortstribet kannibal...
Var de mon stædige og trykkede sig til bunden, de kære Perca fluviatilis? Frem med drop-shot-stangen! DROP9 fra High 5 Lures fik afsluttende lov til at snige sig langs rørskov og bund.
Eftermiddagen i High Rider'en endte dog uden et eneste hug! Utaknemmelige fisk? Det var Pausefiskerens 3. fiskedestination i streg uden fangst! Men ingen grund til panik?