Desperationen var tykkere end mors brune sovs i 1970'erne! Påskeferien skulle egentlig bruges i High Rider'en i jagten på en grov-vommet geddemadamme med store bisser inden sæsonen var ovre ... men det var vejrudsigten, der viste tænder i stedet. Voldsom vind med vilde vindstød op til 17-18 sekundmeter! Ikke et vejr at jage en hund ud i!
Fiskefeberen lod sig dog umiddelbart ikke slå ned af den omfattende og kølige brise, så et par stænger blev alligevel kastet ind i RAV'en - og med håbet om bare en smule læ til at kunne kaste sin kunstagn i rimelig sikkerhed for landlevende organismer blev kursen sat mod et af de få træomkransede mulige geddespots i lokalområdet.
Og ja, fornemmelsen var korrekt! Den inderste del af bådehavnen var næsten fri for voldsomme vindstød - så var det jo bare at se til, om gedderne stadig var sultne - eller bare tænkte på sex her lige før fredningen?
Tjah ... der blev rigelig tid til at at kaste med diverse agn! De blev nemlig ikke afbrudt i deres våde færd af hugvillige fisk. Det gav selvfølgelig mulighed for at afprøve at par nye agn fra Pausefiskerens grejkasse: Den "lille" Strike Pro Miuras Mouse på sølle 20 cm og 60 gram (modsat den originale på 23 cm og 95 gram) skubbede virkeligt noget vand - men dette til trods blev den også ignoreret derude i bassinet!
På den lettere stang var det en stor positiv overraskelse at se og mærke Strike Pro Tiny Buster in action. Pausefiskeren er ikke trænet i jerkbaits - men disse små agn burde kunne give gode oplevelser med både anstændige stribede røvere og gedder i diverse størrelser.
Geddedrømmene afløst af grejtest? Stadig bedre end en lang arbejdsdag!