Pausefiskeren / På tur med Pausefiskeren / På tur med Pausefiskeren 2018 / 28.12.2018 - Langt ude på heden

På tur med Pausefiskeren - 28.12.2018: Langt ude på heden featuring FiskeFoto.dk

Næsten lige så traditionelt som juleaften? Ekspeditionen ud på den østjyske hede efter skarptandede predatorer i følgeskab med Kasper fra FiskeFoto.dk - en tilpas udfordring som straf for overforbrug af vanillekranse og andesteg!
 
Lidt fysisk anstrengelse med at fighte muskuløse gedder ville være på sin plads!
 
skoven
Pragtfuld natur i vinterdragt - ja, altså når vinteren sætter temperaturen omkring de 6-7 graders varme. Men følg blot de små bække og strømme ned til søen, hvor de store gedder bor!
 
morgenkaffe
Da der kan gå længe mellem huggene, er det vist en god idé at sætte kaffen over og pakke de høje snegle ud ...
 
kebabrig med sild
2 af Pausefiskerens stænger rigges til med sild på bund - i år på kebabrig fra Fox. Kaspers taktik er klassisk død skalle på bund-tackel.
 
FiskeFoto.dk
Kasper afsøger kanterne af søen for stribede overraskelser med Ned-rig - men ingen aborrer lader sig lokke.
 
high5lures
Pausefiskeren lokkes dog også af kastefiskeriet - i en lidt tungere vægtklasse. Shad14Twister fra High 5 Lures testes på både lavere vand såvel som på skrænterne ... 
 
død skalle
I en lille rom-pause (Ja, den gode webredaktør fra FiskeFoto.dk har fået fine vaner!) rigger Pausefiskeren lige en stang til med prop og død skalle. Vi giver ikke op uden kamp, dovne Esox lucius!
 
jul ved søen
Lidt jul er det vel stadig! Mens vi venter på de skarpe tænder nydes julefreden med en pragtfuld udsigt.
 
Kasper laver pølser
Er der endelig bid? Ja, men i de fine frankfurtere og ikke på vores tackler og rigs derude i det kølige vand! Kasper laver ... nej ... steger pølser i vores primitive samtalekøkken.
 
PS: Husk altid at medbringe tændstikker eller lighter til gasblusset selv, da Kaspers tændstikker har ligget ved rimelig høj luftfugtighed, siden han fik dem sammen med piben i konfirmationsgave! ;-)
 
sænkenet
Og akkurat som sidste år: Først ved sammenpakningen af grejet - og indhalingen af Kaspers sænkenet - ser vi den første fisk! En ganske lille stribet bandit har forvildet sig ind i nettet og bliver holdt frem som turens trofæ! Efter knap 7 timers fiskeri er denne lille aborre højdepunktet?
 
Pausefiskeren in the dark
Rystende! Pausefiskeren dropper fiskeguderne og forsøger at få kontakt til én med horn? Næste års vinter-predator-sats skal formodentlig sættes i scene ved et andet fiskevand, hvor fiskene måske ikke bliver over 100 cm - men hvor der er flere sultne individer indenfor kastevidde!
 
 Supplerende fotos © FiskeFoto.dk
 
prop
Store oplevelser med små fisk? Pausefiskeren.dk