Pausefiskeren / På tur med Pausefiskeren / På tur med Pausefiskeren 2023 / 15.10.2023 - Langelandsbæltet

På tur med Pausefiskeren - 15.10.2023: Langelandsbæltet

Endelig blev det tid til at krydse gennem Kongeriget fra vest mod sydøst for igen at eftersætte de glade flade fra Langelandsbæltet! Ryan havde booket M/S Felix og tilbudt pladser til mange finurlige fiskeprofiler - herunder både skumle østjyder og store koryfæer fra hedengangne Lystfiskerklubben "Bundbid"!
 
MS Felix på Langelandsbæltet på jagt efter skrubber rødspætter og ising
Der havde været en del vind i ugen op til turen på Langelandsbæltet - og på selve dagen var det heller ikke helt optimalt med vejrforholdene. Skipper fik os dog trygt afsted - men med et varsel om, at vi nok måtte blive en del i læ af Langeland. 
 
Fiskefoto.dk webredaktøren Kasper Strube med fladfiske-dublet
Det tog lidt tid inden fiskeriet gav fisk på det relative lave vand. Men så begyndte de flade at finde frem til sand- og børsteorm. Den unge Hr. Strube skulle selvfølgelig have ekstra store armbevægelser med en dublet - mens Pausefiskeren endnu ikke havde haft den første kontakt under forfangets drev hen over sandbunden.
 
Ising fanget på børsteorm
Banko! Endelig en skrubbe til Pausefiskeren efter næsten 2 timers fiskeri! Vind- og strømforholdene gjorde det nu ikke altid lige nemt at holde bunden med rigget. Og sigtbarheden i dybet var også forringet af hvirvlende sand.
 
Skibstrafik på Langelandsbæltet
Det var egentligt derude tættere på "sejlrenden", at vi håbede at fiske - men med dagens vejr måtte vi overlade dette vand til de større fartøjer.
 
Fladfisk fra kutter
Det blev hurtigt klart, at vi ikke ville bryde nogle rekorder på denne tur. Hverken i antal eller størrelse var de flade i nærheden af fiskeminderne fra "gamle dage". Men med lidt tilpas ydmyghed lærte vi også at anerkende dagens fangster - en kroget fisk på en svær dag er pr. definition en fornøjelse!
 
Pausefiskeren får en flad
Den store flade med en lille flad!
 
Dagens fangst af skrubbe og rødspætte
Der blev heldigvis til nogle omgange aftensmad - et par skrubber og et par rødspætter over mål - så er det bare at høste persille og skrælle kartoflerne.
 
De gamle Bundbid-medlemmer renser fisk
Bundbid-nostalgi: Rustfri, Rullesten og Per Fluen. Pausefiskerens partners-in-crime fra mange mindeværdige ture på Langelandsbæltet fra sidst i 1990'erne og frem til Bundbid's lukning i 2019.
 
Vinden på bæltet tager til - de små fiskekuttere vipper i bølgen
En frisk dag på havet! Vinden tog lidt til sidst på eftermiddagen - heldigvis var vi færdige med fiskeriet og kunne i tilpas god ro og orden vende tilbage til fast grund under fødderne igen på Spodsbjerg Havn.
 
Gevinsten for størst flad til Per Fluen - pølsemix i Middelfart
Bundbid-selfie inkl. pølsemix! Per Fluen vandt fladfiske-dysten og kunne inkassere gratis vinder-menu indenfor på Skovgrillen i Middelfart! Det er retro! Velbekomme!
 
 
prop
Store oplevelser med små fisk? Pausefiskeren.dk