Efterårsferiens fiskeeventyr skulle egentlig være startet direkte med kurs mod Pausefiskerens gamle hood i det sydvestjyske - men grundet ungdommeligt sløvsind måtte roadtrippet først rulles østover for at hente den uundværlige Geoff A-fiskejakke - der var blevet glemt i forbindelse med søndagens bespisning i Middelfart efter kutterturen på Langelandsbæltet!
Så kunne man da lige drible forbi et lille midtjysk fiskevand som FiskeFoto.dk-redaktør Kasper har anbefalet? En badesø ikke langt fra motorvejen - så var spørgsmålet blot, om det burde være UL-stangen eller badebuksen, der blev påmonteret?
Vejret var næsten mere til en svømmetur end fiskeri? Men det blev alligevel den smækre Sportex-stang, der blev tryllet ud af Toyota'en. Lavvandet badesø = popperfiskeri?
Der var mere grøde og gevækster end lige antaget - ved stort set hele kanten, hvor der var fiskeret, var der 2-3 meter grødekant. Få steder var grødebælterne brudt med fri vandoverflade. Popperen var dog helt plingeling i dette vand - rent teknisk. Lokkemæssigt åbenbart ikke! Efter ca. 3 kvarters undersøgelse af næsten hele fiskeretten blev det tid til agnskift.
4-5 kast senere - et fint hug et par meter udenfor grødekanten - aborre på Z-mans TRD TubeZ. Den lille stribede røver fightes ind uden bøvl ... så ... BAAAMMM! Lige som aborren skal trækkes op over grøden og landes, hugger en fræk gedde aborren. Med en skummende overflade vendte en formodet 70+ cm-Esox med aborren i munden - og i ca. 20 sekunder med 2 udløb troede Pausefiskeren næsten, at det ville lykkedes at lande begge fisk! Men lige så pludseligt som den huggede - lige så pludseligt spyttede den aborren ud igen. Wow! Det var lige før, at aborrens nerver så mere ubeskadigede ud, end Pausefiskerens! Den heldige og næsten ikke-beskadigede aborre fik et lille "Pas nu på!" med på farten, da den blev sluppet fri.
Området blev nu affisket ganske grundigt - måske den tilpas velvoksne predator ville hugge igen på UL-agnen? Og hvorfor kunne den egentlig ikke lige popperen? Men den mere intense jagt gav ikke rigtig pote - eller finne! Jo, en gedde blev det da til - men absolut i størrelse Kindergarten!
Dagens første skællede sats blev belønnet med et fornuftigt pitstop ved Skovgrillen i Middelfart - der måtte jo handles lidt, når nu de havde passet så godt på Pausefiskerens fiskejakke siden søndag!