Pausefiskeren / På tur med Pausefiskeren / På tur med Pausefiskeren 2017

På tur med Pausefiskeren 2017

Fiskofil drama-dokumentar fra Pausefiskerens ekspeditioner i det Herrens År 2017
 
prop


Klik på foto for at se det større - herefter klik på pilene for at se fortløbende galleri!
 
16.01.2017 - Hover Å - Zone 1
 
På vej hjem fra arbejde blinkede en fin vintersol Pausefiskeren imøde - og ordet "Premierefiskeri" poppede pludseligt op! Kunne man lige nå en time eller to?
 
Kompostormene var ikke villige til at komme med på en tur til åen - nattefrosten udfordrede åbenbart deres sarte kroppe! Det blev så til let spinnegrej - og godt for det: Med al den hyggesnak med vekslende ROS-medlemmer derude i ådalen ville tungere grej have været noget mere i vejen!
 
Præstationsangst var der ikke noget af - heller ingen af de andre lystfiskere havde fået fisk på denne ellers skønne premieredag! 
prop
04.02.2017 - Ringkøbing Havn + Vonåen
 
Kasper fra FiskeFoto.dk kom på hurtig visit i det vestjyske - og så måtte det jo nærmest være en selvfølgelighed, at aborren skulle blive årets første fisk til Pausefiskeren?
prop
12.03.2017 - Hover Å - Zone 3
 
Foråret pippede udenfor Verso'en - og det kunne endda ikke overdøves af støvsugeren, der lystigt bekæmpede nullermænd og rester af nylonsnøre i kabinens sprækker og hulrum. Pausefiskeren fik pludselig behov for at rykke i andet end støvsugerslangen! 
 
Lad de små ørreder komme til mig!
prop
19.03.2017 - Kolding Fjord
 
Tid til årets første foreningstur med Ringkøbing og Omegns Sportsfiskerforening: 
 
Ungdommens kådhed og vovemod lod foreningens "gamle" tilbage i Ringkøbing med tømmermænd, vejrudsigts-forskrækkelse og andre lunkne undskyldninger!

Den selvudnævnte "ROS Juniorafdeling" (Alle 3 deltagere under 50 år!) drog tidlig søndag morgen d. 19. marts afsted mod sydøst - og endte efter tilpas rådgivning af den pauserende turmand 2up på den sydlige kyst af Kolding Fjord. Men kunne de overhovedet finde havørrederne der - uden hjælp fra de utallige års erfaring, som den "gamle" garde plejer at sætte retning med?
prop
26.03.2017 - Ringkøbing Havn + Vonåen
 
Egentlig skulle søndagen være i eventyrets tegn! MEN! En forfrossen østjyde fra FiskeFoto.dk og en ligeså kuldskær svensker havde ved deres ankomst til Downtown Ringkøbing Waterfront dog ændret mening ... så badedyrene aka flyderingene blev i bagagerummet og kom ikke ud på fjorden til en gådefuld ekspedition efter gedderne ud omkring Bagges Dæmning! (Mon det alligevel kan programlægges som solo-tur inden fredningen?).
 
Men pyt! Pausefiskeren havde jo fået kontakt til en fin stime sortstribede banditter i havnebassinet, just som de 2 gæstende lystfiskerprofiler fra Østkysten åbnede dørene på Gustavs Skoda! Det skulle nok blive en fin dag alligevel!
prop
17.04.2017 - Ringkøbing Havn
 
Gennemsnitsstørrelsen på aborrerne i Pausefiskerens lokale havn overraskede positivt på sidste togt efter sortstribede røvere - uden at man dog umiddelbart bliver trofæ-jæger af det! Det var alligevel en fristende tanke at komme i kontakt med flere af dem sådan sidst på en ellers fisketurs-løs Påskeferie.
 
Og da 4 ud af 5 hug syntes at falde yderst i kastet med det foretrukne Ned-rig, var det da oplagt at snige sig ind på stimen fra fjordsiden! Frem med badedyret og bare drive over standpladserne!
prop
29.04.2017 - Skallingen
 
Bundbids 3. mesterskabstur i sæsonen 2017 havde store planer med Vesterhavets stormundede rovplade, pighvarren! 
 
Det gælder også Pausefiskeren, der efter 5-6 forsøg på Vestkysten stadig mangler pighvar på sin arts-liste. Han havde dristigt valgt en ny taktik til dagens togt. Mon det lykkedes?
prop
01.05.2017 - Borbjerg Møllesø
 
Geddernes internationale kampdag! Grøn Front! Men hvor finder man et anstændigt fiskevand med tilpas antal/størrelse gedder ... OG læ for den rigeligt friske østenvind, når man nu havde sat næsen op efter et togt i badedyret?
prop
13.05.2017 - Hejsager Strand
 
Det sikreste forårstegn var en gang hornfiskeskæl på grejet! Men det er ved at være nogle sæsoner siden, at det var tilfældet for Pausefiskeren ...
 
Skulle Lystfiskerklubben Bundbids 4. tur i årets klubmesterskab være comeback til havstokkens balletdanser, de lange næbdyr?
prop
20.05.2017 - Limfjorden
 
Kan man misse 50% og alligevel få 100% fornøjelse ud af det? Nemt! Pausefiskeren var med Ringkøbing & Omegns Sportsfiskerforening på kysten efter både hornfisk og havørred - en kombination, der ikke var så nem, som håbet!
 
Supplerende fotos © Peter E./Charlotte S.
prop
04.06.2017 - Exploring Western Wetlands featuring FiskeFoto.dk
 
Endnu et topmøde mellem de atletiske webredaktører fra FiskeFoto.dk og denne nærværende fiskehygge-hjemmeside. Mon det er for tidlig at sætte næsen op efter masser af aborresjov? Vi har jo haft mest succes sensommer og efterår i vandene i den sydlige del af Ringkøbing Fjord. 
 
Men flyderingene skulle pustes op - og de sortstribede skulle jages for et godt foto!
 
Supplerende fotos © FiskeFoto.dk
prop
18.06.2017 - Hover Å - Zone 2
 
Flueboksen med de små fjer- og hårduske til åens fisk havde samlet rigeligt støv ... var det ikke tid til at lufte ud og bruge den overraskende varme sommeraften på at vise en flue eller to til fedtfinnerne ude ved Hover Kirke?
 
2up fra ROS var allerede i gang derude opstrøms broen. Han havde haft et par mindre, men fine fisk af vandet ved hjælp af sin klasse 2-stang ... men botanikkens omfang fik ham til at skifte til klasse 3. Mens han skiftede grej, sneg Pausefiskeren hurtigt og lidt uartigt ned fra broen og indtog vandet nedstrøms ... :)
prop
21.06.2017 - Skjern Bådehavn
 
Det er jo egentlig ganske uhyggeligt, at det var en østjyde, der skulle minde Pausefiskeren om, at der var endnu en fiskemulighed i det vestjyske - et historisk levn fra om- og tilbagelægningen af Skjern Å lige som Sønder Parallelkanal! Men hvornår skulle man dog få tid til at gå på ekspedition ved Skjern Bådehavn?
 
Måske når arbejdsdagen slutter lidt tidlig efter et møde i Skjern? Pudsigt! UL-grejet og gummidyrene lå jo alligevel og lunede sig i baggagerummet på Verso'en!
prop
06.+07.07.2017 - Onkelmosen featuring FiskeFoto.dk
 
Sommernat og suderfiskeri - det drømmende fiskeri i pandelampens skær er ikke bare en drøm, men efterhånden også en af de allerfineste sommertraditioner i Pausefisker-kalenderen! Afsted mod Eastern Highlands og eventyret i Kaspers finurlige "baghave" i det Østjyske! Der er som altid dømt ultimativ hygge i medefiskeriets tegn, når webredaktørerne fra FiskeFoto.dk og Pausefiskeren.dk forsøger at lokke Tinca tinca til dans i sommernatten!
 
En særlig tak til dem, der gjorde årets udgave af sammenkomsten endnu mere mindeværdig:  Rasses Skovpølserwww.strube-keramik.dk og selvfølgelig også vores ven, Don Papa!
prop
07.07.2017 - Den Gamle Grusgrav featuring FiskeFoto.dk
 
Endnu en sommertradition skulle videreføres efter natten ved Onkelmosen - morgen-formiddags-fiskeri efter karper i knæhøjde på den oversvømmede eng ved Den Gamle Grusgrav. 
 
Men ikke alle gentagelser udløser lige meget genkendelse! 
prop
20.07.2017 - Sarawak River (The Borneo Experience Part 1)
 
Den gamle 5-delte Shimano Beastmaster-rejsestang har været med på familieferien før - Sverige, Holland, Grækenland og Cypern. Men denne gang var missionen noget mere eksotisk - og over 11.000 km væk! Mon ikke fiskegrejet kunne give lidt skællet fornøjelse under opholdet på tropiske Borneo - når dagens gode gerninger med historiens, kulturens og naturens klassiske oplevelser var vel overstået?
 
På rejsens andet stop på Damai Beach lovede resortets hjemmeside, at der kunne fiskes - fra stranden og på arrangerede ture til havs! Så Pausefiskeren måtte være tålmodig i familiens udmærkede selskab de første dage i regionshovedstaden Kuching!
 
Og så alligevel! Sarawak River løber jo gennem Kuching. Og lige forbi hotellet! Men med flodpromenade og turist-halløj var det vel utænkeligt, at man allerede her kunne få gjort snøren våd - og notere den første fisk udenfor Europa (... når man altså tæller De Kanariske Øer med til Europa!).
 
Supplerende fotos © Pausefiskeren Jr. aka Julie-in-the-Jungle!
prop
23.07.2017 - Damai Beach (The Borneo Experience Part 2)
 
Familieferiens 2. destination hotelmæssigt sendte os til en herlig matrikel lige midt mellem strand og jungle 40 minutters kørsel fra storbyen! Resortet ligger lige ud til Det Sydkinesiske Hav - og der måtte fiskes!
 
Selv om Pausefiskeren var ved at vænne sig til den fugtige varme på Borneo, så var det alllligevel en lunken karklud, han fik i hovedet efter den første begejstring over stedet havde lagt sig. Hverken hotellet (som ellers skrev det på deres hjemmeside) eller den lokale turistguide-service tilbød fisketure til havs! Mega Øv! Hotellet oplyste, at der havde været for lidt efterspørgsel på denne type aktivitet! Kedelige turister?
 
Men kystens eksotiske hemmeligheder var da stadig til rådighed for en nysgerrig (og svedende) Pausefisker!
 
Supplerende fotos © Pausefiskeren Jr. aka Julie-in-the-Jungle!
prop
24.07.2017 - Damai Beach (The Borneo Experience Part 3)
 
"You have to go to the rocks, sir!". Chaufføren på shuttle-bussen, der kørte mellem værelserne på The Hilltop og reception/hovedbygningen var lige så overbevist, som hans kollegaer dagen før. Alle kender åbenbart til de der groupers!
prop
25.07.2017 - Damai Beach (The Borneo Experience Part 4)
 
Opholdet på Damai Beach havde nået sin sidste hele dag. Eftermiddagen gav en absolut sidste chance for at komme helt tæt på naturens elementer inden rejsen fortsatte næste morgen - til mere kultur og damernes shopping i Kuala Lumpur, Malaysias hovedstad. Så man kunne da ikke kun bruge den sidste tid på stedet ved poolen?
 
En ny shuttlebus-chauffør bemærkede min fiskestang i oppakningen på vej ned og mente, at jeg skulle prøve ... on the rocks ... grouper, you know!
 
Supplerende fotos © Pausefiskeren Jr. aka Julie-in-the-Jungle!
prop
03.08.2017 - Årøsund m. Deluxen
 
En tur med Jollelaugets egen skude på salten bølge ... Rustfri & Pausefiskeren skulle lige nå et togt med Deluxen inden sommerferiens udløb. Og denne gang skulle der andet end bare pausefiskes efter flade for opankret jolle ... men ville eksperimentet belønnes?
prop
05.08.2017 - Stauning Fiskesø
 
Kunne man fange lidt hyggeligt samvær med Lystfiskerklubben Bundbid ved årets familietur til Put-søen? Og samtidigt endeligt aftvinge søen en regnbueørred - og ikke kun mini-udgaver af den invasive solaborre! Ekkoet fra afgørelsen af Fiskekonge-titlen 2016 her ved søen runger stadig lidt sjofelt!
prop
15.08.2017 - Vonåen
 
Pausefiskerens fødselsdag og endelig lidt vejrmæssige sommerfornemmelser i Vestjylland! Kunne man afkorte arbejdsdagens rutine lidt for at fejre sig selv med en god kage til kaffen sammen med den yndige ægteviv ... og måske inden det nå at snige  rundt i solstrålerne ude ved en af broerne over Vonåen for at mærke et par sortstribede hilse hovedrystende tillykke med dagen på UL-stangen?
prop
23.08.2017 - Vonåen
 
Fyraftensfiskeri-sæsonen er vist startet ... low-budget mindfullness rykker i VandkantsDanmark!
prop
25.08.2017 - Vonåen
 
En god weekend kunne starte med ... lidt fyraftensfiskeri! Solen og de stabile aborrefangster lokker igen Pausefiskeren til broen over kanalen mellem de de 2 fjorde!
prop
30.08.2017 - Exploring Western Wetlands featuring Team Predatorfishing.dk
 
"Nærmest Lykkelig" ... og her tænkes ikke på Steffen Brandt, der synger højt ud over fjorden! Pausefiskeren havde endeligt kroget en aftale med Dennis fra Team Predatorfishing.dk ... og han havde en lille lækker sag med bagved Volvo'en!
 
Herligt at kunne stævne ud fra Nymindegab i en rå fiskemaskine med en ligesindet skipper, der er mindst lige så hooked på at løse mysteriet om fjordens sortstribede banditter, som man selv er!
 
Aborrer større end gennemsnittet - og gerne på 40+ cm - det var den klare aftale! :-)
 
PS: Følg Dennis og resten af Team Predatorfishing.dk på vestjyske ekspeditioner på deres hjemmeside - Predatorfishing.dk
prop
10.09.2017 - Naturens Dag v. Ølstoft Naturcenter
 
I naturformidlingens tjeneste for ROS og den årligt tilbagevendende begivenhed Naturens Dag. Pausefiskeren var på "instruktørholdet", der skulle guide bl.a. børnefamilier ved fiskesøen i Fiske- og Familieparken. 
 
Supplerende fotos © Hans Peter & Per.
prop
17.09.2017 - Lillebælt m. M/S Marianne
 
Klubmesterskabstur nr. 8 i Lystfiskerklubben Bundbid i det Herrens År 2017. Med en kombination af 8 Bundbid'ere og 4 østjyske gæstefiskere var der lagt op til tilpas hygge ... og kamp om håneret, klubmesterskabspoint og penge-pulje!
 
Jollelauget af den storbarmede Havfrues sidste Ære havde før været ved Årøsund med "Deluxen" ... men vi havde aldrig været så langt ude på Lillebælt, som "Marianne" ville bringe os ... mon der så var flere og større fisk der?
prop
20.09.2017 - Vonåen featuring FiskeFoto.dk
 
Webredaktør Kasper fra FiskeFoto.dk havde indlagt et kort pitstop ved Turistspottet ved Vonåen på en længere rejse med stang, snøre og UV-lampe rundt i det vestjyske. Og Pausefiskeren var ikke længe om snige sig ind på ham for at dele en kølig IPA og et par røverhistorier - og måske var der nogle efterårs-striber til at skabe flere glade fortællinger?
prop
28.09.2017 - Vonåen
 
Weekenden var næsten inden for rækkevidde sådan en "lille-fredag" efter en usædvanlig hård arbejdsuge - skulle man dog ikke lige strække lidt ud rent mentalt - og gribe efter UL-stangen og gummidyret i baggagerummet på vej hjem? Verso'en finder trygt sin plads på broen over Turistspottet.
prop
07.10.2017 - Sinding Fiskesø featuring Fiskekongerne
 
Den årlige klassiske dyst "Tjek-Li'-Æ-Orm Cup" blev i dette Herrens år arrangeret af Fynboen i det midtjyske - og det var vist ikke så tosset! Og så kunne man ved Sinding Feriecenter købe et dagkort til kr. 70,- til fiskeriet i den gamle mergelgrav! Eneste hage var en fangstbegrænsning på 4 ørreder pr. fiskekort ...
 
Pausefiskeren regnede slet ikke med at risikere at ramme fangst-loftet og havde tænkt sig at holde lav profil - det var jo noget af en skummel gyser sidste år, da han tiltuskede sig Fiskekonge-titlen på en akvariefisk fra Stauning Fiskesø! 
 
Men det med at snige sig ubemærket igennem kampen om Fiskekonge-titlen - den 21. af slagsen - det lykkedes ikke helt ...
prop
16.10.2017 - Fluemosen featuring FiskeFoto.dk
 
Også selv om vejret næsten ikke er efterårsagtigt (Ingen vind og 15 grader!), så er efterår bare predator-tid! Og Pausefiskeren bider også på - især når Kasper fra FiskeFoto.dk frister med drabelige fortællinger om villige skarptandede Esox og stormundede røvere med sorte striber i The Eastern Highlands, når årstiden maler naturen brun og gul! 
 
Og at selvsamme Kasper så på dagens første stop opfordrer (eller udfordrer?) til kamp med fluestangen og flashfluer i den lavvandede mose - så er det bare afsted på nye skællede eventyr i det østjyske! Også selv om vejret næsten ikke er efterårsagtigt: Ingen vind og 15 grader! 
 
Altså lige når den gamle klasse 7-stang er fundet frem fra arkivet og støvet af - den har vist ikke fisket de sidste 16-17 år (Mon ikke det var en lille regnbueørred fra Holme Å, der var dens sidste triumf?). Den har været pensioneret siden jeg gik ned til klasse 5-6 ved åerne og på kysten - så vil den gribe chancen og gøre et voldsomt comeback ved den ikke-helt-så-tunge variant af det ellers noget grovere gedde-flue-fiskeri?
prop
16.10.2017 - Den Gamle Grusgrav featuring FiskeFoto.dk
 
STORE aborrer i skumringen fra flydering! Kasper havde ikke ligefrem lovet det, meeeen ... Sidste efterår havde han haft gode sortstribede banditter på Ned-rigget i det ellers dejlige suder- og karpevand. Og man skal have tålmodighed til lige deromkring, hvor mørket kommer snigende: Så bider dem over kiloet!
 
Efter dagens første tur ved Fluemosen uden fiskefingre til denne sides webredaktør - var Pausefiskeren mere end opsat på at jagte aborren i størrelse XL.
prop
05.11.2017 - Limfjorden
 
Ringkøbing og Omegns Sportsfiskerforening lokkede med foreningshygge og jagten på kystens sølvtøj - på den klassiske destination Jegindø i Limfjorden.
 
Pausefiskeren er fortsat vægelsindet i valg af våben til havørrederne: Der medbringes både fluegrej og spinnesæt - så er man vel beredt?
prop
28.12.2017 - Langt ude på heden featuring FiskeFoto.dk
 
Det Herrens År 2017 tømmes langsomt men sikkert for (fiske)dage - men inden da blev det tid til at forsøge sig med den spirende tradition - at jage Moder Esox sammen med Kasper fra FiskeFoto.dk i forbindelse med de dovne helligdage mellem julen og nytåret.
 
Turen gik - måske ikke så overraskende - helt ud på heden i det midtjyske. Nemlig lige til den sø, hvor Pausefiskeren krogede sin første fisk over meteren for næsten præcis et år siden! 
 
Mindre kunne sikkert også gøre det - men drømmen om stor-gedden holder jo de fleste lystfiskere varme!
 
prop
Store oplevelser med små fisk? Pausefiskeren.dk