Skællede fortællinger / En fantastisk geddedag

En fantastisk geddedag

Tekst & foto © Preben Bo Nielsen

 

Her i sommerferien var der nogle dage hvor vi af forskellige grunde ikke kom ud at sejle, men hvor der var tid til at få ryddet lidt op i vores trailerbåd. Diverse fiskegrej havde langsomt fundet vej ned i kasser og poser og hulrum, men nu fik jeg det hele samlet i en enkelt taske hvor alle småting har en plads.

Den 25. juli tog Gitte og jeg af sted på en eftermiddagstur her i det skønne Vestjyske Udkantsdanmark. Der var gravet orm til agnfisk, og vejrudsigten så fornuftig ud. Efter ca. en times sejlads opdagede vi, at grejtasken ikke var kommet med på turen. Jeg havde desværre været grundig, da jeg ryddede op, så der var ikke en eneste fiskekrog at finde i båden. Vi fortsatte dog rundt i Stadil Fjord og i Vonå, den kanal som forbinder Stadil- og Ringkøbing Fjord. På et tidspunkt da vi drev hen over et meget lavvandet område så jeg flere fine gedder, så det var nu lidt en skam at vi ingen kroge havde med …

Dagen efter tog vi af sted igen, denne gang efter dobbeltcheck af at alt grejet var kommet om bord. Vi havde også Gittes 15-årige Phillip med, og kursen blev selvfølgelig sat mod det sted hvor jeg så gedderne. Jeg blev først færdig med at rigge stangen til, og i allerførste kast var der solidt bid på en rød/hvid popper (hedder den sådan?). Det var en meget livlig gedde, den gav en fantastisk opvisning med flere høje spring ud af vandet, og lange kraftfulde udløb i det lave vand. Phillip fandt mit kamera frem, men vi var ikke heldige at få nogle actionbilleder inden fisken blev træt og kom hen til siden af båden. Jeg løftede fisken ind i båden med min nyindkøbte Berkley fiske-læbe-tang, et smart værktøj til at undgå at blive bidt af gedderne. Lige denne model var nu en dårlig investering, for tangen ville ikke åbne igen, og så kunne fisken ikke genudsættes. Gedden havde nu også den ene trekrog så langt nede i halsen at den ikke kunne frigøres, så den blev aflivet. Den vejede 4,3 kg med tang og madding.

Vonå-gedde

Det næste jeg prøvede var en lille rød-hvid jig med enkeltkrog, som før har lokket både gedder og aborrer. Jeg fik også hurtigt et hug på den - en stor fisk så det ud til - men den slap igen. I mellemtiden havde Phillip fisket lidt med Gittes stang, og havde fået bundbid. Mens jeg hjalp ham med at redde situationen, sagde jeg til Gitte, at hun kunne fiske lidt med min stang imens. Det varede da heller ikke længe inden hun sagde at hun vist havde en gedde. Jeg tog kameraet i håb om at få lidt opvisning igen, men det blev hurtigt klart, at dette var en stor fisk, og at jeg ikke kunne stå passivt og se til.

Vi var faretruende tæt på sivkanten, så jeg bakkede ligeså stille ud på mere åbent vand med elmotoren. Påhængsmotoren var allerede hævet op af vandet, dels var det mange steder for lavvandet til at sejle med den, og dels kan den også være i vejen nede i vandet hvis fiskene trækker ind under båden. Gedden så ikke ud til at have travlt med at komme hen til os, men den var dog ikke så livlig som den første. Den var bare meget stærkere, og trak line af hjulet som den havde lyst til. Efterhånden som Gitte begyndte at blive træt, begyndte gedden også at opføre sig mere panisk, udløbene blev med mere fart på, men kortere end før. Den kom tættere til båden, og vi kunne se jiggen som sad meget yderligt i overkæben. Den svømmede flere gange under båden, og jeg kan ikke huske, at jeg har set så stor en gedde før, spændende!

Den var flere gange i ro ved siden af båden - og flere gange fandt den igen kræfter til at suse væk. Jeg ville godt have den genudsat, så jeg kunne ikke bruge gaffen, og mit net er alt for lille til sådan en fisk. Derfor prøvede jeg igen min nu frigjorte Berkley tang, og denne gang gik landingen fuldstændig smertefrit. Fisken blev løftet ind, tangen blev løsnet, og med det første slag med halen røg jiggen ud af munden på den igen.

Det var en rigtig flot gedde, vist nok lidt lysere i farven end de andre vi fangede den dag - og mit målebånd var for kort til at måle den. Vi anslår at den var 106 cm lang, og digitalvægten svingede lige på begge sider af 9,6 kilo. Jeg ville godt have haft et billede af Gitte mens hun holdt fisken, men der satte hun alligevel grænsen. Fisken blev genudsat og søgte ned mod bunden i det lave vand. Det varede længe inden den svømmede væk fra båden, så den havde nok givet alt hvad den havde i sig. Kanon oplevelse!

Gedde - Vonå

Vi fangede flere gedder den dag, nok over 10 ialt, og de fleste blev afkroget/genudsat mens de var i vandet. En af dem svømmede endda af sted med den jig der havde fanget den store gedde. Fisken havde simpelthen låst hægten til forfanget op, og væk var den.

Der var en enkelt gedde mere som skulle indenbords for at blive frigjort, igen med tangen, og selv om det var en mindre fisk på omkring 4 kilo lykkedes det den at vride tangens kæber ud til hver sin side. Slut med den tang. Jeg kunne heldigvis returnere den til forretningen... Faktisk synes jeg stadig det er en smart ide, jeg skal bare have fundet en tang som er mere solidt konstrueret.

Dagens sidste gedde, som bed på en lille levende skalle, var så dybt kroget, at den ikke stod til at redde. Jeg havde simpelthen ikke opdaget at den huggede, så den nåede at sluge skallen godt og grundigt inden jeg fik den halet ind. Jeg gætter på at den tog skallen lige med det samme da den blev sænket i vandet. Det var så en personlig rekord for mit vedkommende, en gedde på 5,5 kilo, en rekord som jeg håber at forbedre snart.

Vonå - Preben Bo PR

Hilsen fra Preben Bo - nu med et længere målebånd i båden !

Store oplevelser med små fisk? Pausefiskeren.dk