Onkel Finns Mosteri / Snaps på fisketuren

Snaps på fisketuren

Tekst & foto © Lasse Elmgren
 
 
Storskællet tak - og skål - til Lasse for tilladelsen til at "trykke" artiklen her på hjemmesiden. Artiklen er tidligere bragt i "Sportsfiskeren", nr. 8 - oktober 2014.
 
 
Vennerne har fisket karper på tørflue i en skovsø hen over weekenden. De har haft et formidabelt fiskeri, men nu er vinden frisket op. Søen er blevet mudret, og fiskeriet ganske udfordrende. De har trukket sig lidt tilbage for at nyde omgivelserne, da jeg dukker op i skovbrynet. En perfekt timing til at servere en lille forfriskning. Jeg har medbragt en porsesnaps, der netop er på det ønskede stadie, efter den har stået og trukket i et år. Porsen til snapsen har jeg samlet under en fisketur for et år tilbage. Det giver selvfølgelig snapsen ekstra eufori. Sanserne er med. Den gyldne farve beundres og den karakteristiske duft af porse forplanter sig ved lette åndedrag. Skål lyder det. Smagen falder i god jord, og vi er enige om, at det her er livet.
 
skål i snaps
 
 
En lystfiskersnaps
Samtalen falder hen på hvor mange planter, rødder og bær, vi som lystfiskere egentlig har mulighed for at finde ved fiskevandende. Svaret er enkel, flere hundrede. Men holder vi os til de mere gængse, hvor alle kan være med, er tallet nærmere halvtreds.
 
Det er altså nemt for os at finde ingredienserne. Nu mangler lysten og viljen til at komme i gang. For at komme videre bør vi her starte med at sætte en tyk streg under, at kryddersnaps er meget mere end hukommelsestab og vilde julefrokoster. En hjemmelavet kryddersnaps ligger noget fjernt, fra det vi kender, som Akvavit og Rød Aalborg fra de danske spritfabrikker.
 
Ved selv at lave snapsen, har vi muligheder for at fremhæve smagens intensitet. Vi kan endda fremhæve smagen af alle fire årstider. Smagen og duften af sommer er noget de fleste, kan forholde sig til. Men kan du forestille dig, den rette sammensætning der skal til, for at repræsentere din lokale å eller omgivelserne ved kysten. Sagtens. Lindenborg Å, Isefjords eller Langelands snaps. Du skal nok blive populær, hvis du dukker op i foreningen eller hos vennerne med en snaps lavet på omgivelserne fra det lokale fiskevand.
 
Find ingredienserne
Ingredienser kan du finde alle steder, selvom et par stykker vokser ret lokalt. Det kan være havtorn, som sjældent vokser andre steder end ved den jyske vestkyst og på Møn.
 
Har du ikke helt styr på hvordan de forskellige ingredienser ser ud, eller for den sags skyld hedder, kan jeg anbefale at købe en bog herom. Niels Stærup – Kryddersnaps, viser netop 50 opskrifter med planter, bær og rødder. Både i billeder og med lette opskrifter. Svigermor skulle jo nødig bydes på din første snaps af rød fluesvamp.
 
snapselitteratur
 
Ingredienserne skal indsamles på bestemte tider af året. Alt efter hvor hurtigt årstiderne kommer og går, kommer her et forslag til en række udvalgte råvarer på følgende årstider.
 
Forår
Pil, birk, hindbær blomst, hvidtjørn blomst, marehalm, mælkebøtteblade.
 
Sommer
Hybenrose, hyldeblomst, porse, skovfyr kogler, skovmærke, hindbær, lyng, revling.
 
Efterår
Brombær, slåen, hyben frugt, mosebølle, multebær, paradisæbler, skovfyr rakler.
 
Vinter
Tormentilrod, spansk kørvel, hvidtjørn bær, havtorn.
 
Smagen af fiskeeventyr
Jeg drømmer mig af og til tilbage til en grønlandsk elv, når jeg ved særlige lejligheder, nyder en helt speciel sortebærsnaps. Og det er der en god grund til. Sortebærrene til denne snaps, også kaldet revling, samlede jeg nemlig ved selvsamme elv under et fiskeeventyr godt et år tilbage. Det er en nydelse af gode minder, der er svær at sætte ord på.
 
revlingejagt
 
Vil du hjembringe ingredienser til din snaps fra udlandsrejsen, skal du være opmærksom på reglerne for indførsel af planter. Det kan være lidt af en jungle at finde rundt i. Men som udgangspunkt må du til eget brug gerne indføre små mængder planter, frugt, grøntsager, frø, afskårne blomster, stiklinger uden rod eller med renvaskede rødder. Er du i tvivl, kan du læse mere om emnet på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside.
 
revling
 
 
En enkel proces
Når du har indsamlet ingredienserne til din snaps, er du klar til udtrækningsprocessen. Her skal du først vælge, hvilken alkohol du vil bruge. Selvom Brøndum snapsen er et populært valg, skal du være opmærksom på, at den i forvejen er tilsat smagsstoffer. Hvis alkohollen skal være neutral i smagen, vælger de fleste derfor at lade udtrækningsprocessen foregå på vodka.
 
At følge en opskrift vil være at foretrække. Her kan du nemt og overskueligt se den rette mængde ingrediens, og hvor lang tid den skal trække. Vælger du fremgangsmåden uden opskrift, kan du som tommelfingerregel fylde glasset halvt op med din ingrediens, hvorefter du fylder det helt op med vodka.
 
Hvor nogle ingredienser blot skal trække et døgn, skal andre trække flere måneder eller år. Uden opskrift er du derfor nød til at smage dig frem igennem processen. Jo længere den får lov at trække, jo kraftigere bliver smagen. Skulle smagen blive en anelse for kraftig, kan den altid tyndes lidt op. Bliver den for bitter, kan du lade den hvile.
 
Når udtrækningen er ovre, skal det grove materiale sies fra. Generelt ender mange udtrækningsprocesser med en essens, der skal fortyndes og i få tilfælde endda sødes med sukker eller honning. Når snapsen har den ønskede smag, bør man lade den stå og lagre nogle uger. Flere færdige snapse bliver blot bedre, jo længere tid de står og lagre.
 
Når du har smagt din første kryddersnaps, med en fremtrædende smag af blot en enkelt ingrediens, vil du ikke være til at skyde igennem. Du har nu fået indsigt i og en god forståelse for, hvad det kræver at sammensætte din helt egen blanding af ingredienser for at lave din personlige lystfisker snaps.
 
Velbekomme.
 
urtejagt til vands
Store oplevelser med små fisk? Pausefiskeren.dk